Tilsyn med vandværkets boringer

Bedsted Lø Vandværk fører løbende tilsyn med vandværkets boringer og sørger for at udbedre eventuelle defekter.

Indsats
Bedsted Lø Vandværk vil løbende føre tilsyn med vandværkets indvindingsboringer, DGU nr. 159.818, 159.1005 og 159.1331, og de tilhørende overbygninger. Herved vil vandværket sikre, at boringerne er tætte, således at grundvandet ikke forurenes som følge af 'kortslutning' af grundvandsmagasinerne i undergrunden eller som følge af nedsivning af overfladevand til grundvandet. Vandværket sørger for, at eventuelle defekter hurtigt udbedres.

Baggrund for indsatsen
Hvis en boring - herunder forerøret, som nede i undergrunden afgrænser borehullet mod de omgivende jordlag - ikke er tæt, er der risiko for, at vand kan strømme mellem ellers adskilte grundvandsmagasiner. Herved vil forurening i uheldigt fald kunne spredes fra forurenede til hidtil uforurenede magasiner.

Utætheder i en boring kan forekomme ved samlinger i forerøret, sådan at grundvand fra ét grundvandsmagasin kan strømme ind i forerøret et sted og ud af forerøret et andet sted. Herved er der risiko for, at en eventuel forurening spredes mellem grundvandsmagasiner, som boringen gennemtrænger.

Utætheden kan også forekomme uden for forerøret. Det kan ske, hvis de lerforseglinger, som ellers skal adskille forskellige grundvandsmagasiner, enten ikke er udført korrekt eller, hvis de i tidens løb helt eller delvist er blevet opløst. Herved vil grundvand langs ydersiden af forerøret kunne strømme mellem forskellige magasiner, hvorved en eventuel forurening også kan spredes. Man omtaler ofte situationen som en "kortslutning" af grundvandsmagasiner.

Det er også vigtigt, at en borings overbygning er holdbar, tæt og tør, at den sikres mod fysisk overlast (eksempelvis påkørsel eller indbrud) og mod, at overfladevand kan sive ned i boringen. Indretningen af boringens overbygning skal i øvrigt følge boringsbekendtgørelsens anvisninger.

Tidshorisont
Løbende.

Til toppen af siden

Planportalen

Tilbage til planportalen

Status

Planen er vedtaget på kommunalbestyrelsesmøde den 29. november 2018