Øster Højst Vandværk overvåger grund- og råvand

Øster Højst Vandværk overvåger vandværkets råvand gennem analyser af vandprøver fra vandværkets indvindingsboringer. Vandværket vil øge boringskontrollen sådan, at der fra boringerne skiftevis foretages en analyse hvert tredje år. Vandværket vil desuden gennem indsamling af vandanalyser fra tilgængelige boringer i indvindingsoplandet søge grundvandskemien i KS3 og KS4 nærmere belyst.

Indsats
Øster Højst Vandværk overvåger grundvandets kvalitet ved flere boringskontroller fra vandværkets tre indvindingsboringer, DGU nr. 159.314, 159.965 og 159.1366. Vandværket vil øge hyppigheden af boringskontroller, sådan at der gennemføres boringskontrol fra hver boring hvert tredje år. Analyserne skal foretages skiftevis ved de tre boringer. Den øgede boringskontrol skal indeholde nitrat, sulfat, NVOC, klorid samt pesticider.

Den øgede analysehyppighed vil give vandværket mulighed for mere detaljeret at følge tendenser i udviklingen i råvandskvaliteten, herunder forvitringsgrad af jordpartikler og ionbytning. Herudover vil vandværket udtage vandprøver fra andre indvindingsboringer i indvindingsoplandet øst for Øster Højst. Analyserne skal også inkludere NVOC. Analyserne skal gerne belyse vandkemien i grundvandsmagasinerne KS3 og KS4 i områder uden for vandværkets eksisterende kildefelt.

Baggrund for indsatsen
Øster Højst Vandværk indvinder vand fra tre indvindingsboringer filtersat i grundvandsmagasinerne KS3 og KS4. Sandlagene, der udgør de to grundvandsmagasiner, er i hovedparten af indvindingsoplandet alene overlejret af relativt tynde lerlag. Der er ikke truffet nitrat, pesticider, nedbrydningsprodukter fra pesticider eller andre miljøfremmede stoffer i råvandet fra indvindingsboringerne.

I det meste af indvindingsoplandet er udvaskningen af nitrat fra rodzonen imidlertid 50-100 mg/liter. I det udpegede indsatsområde (IO), hvor lerlaget er tyndt, og grundvandsmagasinet således er sårbart, ønsker Øster Højst Vandværk derfor gennem en øget analysehyppighed nøjere at følge udviklingen af kvaliteten af det grundvand, vandværket indvinder.

Da Øster Højst Vandværk gennem flere år har forsøgt at håndtere misfarvet vand, blandt andet som følge af et forhøjet NVOC indhold i råvandet, skal analyserne inkludere NVOC. Ligeledes skal analyserne omfatte nitrat, sulfat, klorid samt pesticider og nedbrydningsprodukter heraf.

Øster Højst Vandværk overvejer at etablere en ny indvindingsboring i området øst for byen, hvor man forventer, at risikoen for at træffe misfarvet grundvand i KS3 og KS4 er lille. Forinden vil vandværket dog undersøge vandkvaliteten gennem udtagning af vandprøver fra eksisterende, aktive boringer i området.

Tidshorisont
Analysehyppigheden øges fra 2018 som beskrevet under afsnittet "Indsats".

Til toppen af siden

Planportalen

Tilbage til planportalen

Status

Planen er vedtaget på kommunalbestyrelsesmøde den 29. november 2018

Kort

Find oplysninger på kort

På kortet kan du finde:

Vandværkets placering

Vandværkets boringer

Vandværkets indvindingsopland

Indsatsområde (IO)

Pesticidfund

Nitratfund