Om planen

Planen er en handlingsplan, der beskriver de indsatser, der er nødvendige for at beskytte grundvandet indenfor indsatsområder (IO), som er udpeget af Miljø- og Fødevareministeriet.

Planens indhold
Tønder Kommune har udarbejdet en plan for grundvandsbeskyttelse for indsatsområder (IO), som jævnfør Vandforsyningslovens § 13 er udpeget af Miljø- og Fødevareministeriet. 
Planen er udarbejdet efter reglerne i Bekendtgørelsen om indsatsplaner, som kræver at planen som minimum indeholder:

  1. et resumé af den kortlægning, der lægges til grund for planen,
  2. en angivelse af de områder, hvor en indsats skal gennemføres,
  3. en angivelse af de foranstaltninger, der skal gennemføres i indsatsområdet, samt retningslinjer for de tilladelser og andre afgørelser, der kan meddeles, og som har betydning for beskyttelsen af vandressourcen,
  4. en angivelse af i hvilket omfang, der skal gennemføres overvågning, og hvem, der skal gennemføre overvågningen, og
  5. en detaljeret opgørelse over behovet for beskyttelse

Planen skal sikre et overblik over hvilke initiativer, der skal iværksættes for at beskytte nuværende og fremtidige drikkevands- og grundvandsinteresser. Det skal fremgå af planen, hvor indsatserne skal gennemføres og, hvem der er ansvarlig for gennemførelsen. Det skal også fremgå, hvis planen afløser en tidligere vedtagen plan, der skal ophæves.

Indsatsplanen er en dynamisk plan, hvor behovet og effekten af indsatser løbende vurderes. Planen vil i planperioden blive revideret, hvis:

  • effekten af indsatserne udebliver
  • hvis ny teknologi giver mulighed for bedre og eventuelt billigere indsatser, eller
  • hvis ny viden ændrer forudsætningen for de valgte indsatser.

Planens geografiske omfang
Planen omfatter IO i et større område i den sydlige del af Tønder Kommune. IO ligger indenfor et af Miljø- og Fødevareministeriets udpegede Område med særlige drikkevandsinteresser (OSD), der ligger mellem Tønder og Løgumkloster, og helt eller delvist indenfor vandværkernes indvindingsoplande: Abild, Ballum, Borg, Daler, Højer, Rørkær, Jejsing, Sdr. Sejerslev, Tønder, Visby og Østerby-Gærup.

Planen i høring
Forslag til planen er blevet drøftet i det sønderjyske koordinationsforum. Forumet består af de fire sønderjyske kommuner Aabenraa, Haderslev, Sønderborg og Tønder, samt repræsentanter fra jordbrugserhvervet og andre berørte myndigheder og parter.

Herefter har forslaget været i offentlig høring i 12 uger.

Inden planen er endelig vedtaget, er det sønderjyske koordinationsforum blevet orienteret om det reviderede forslag.

Til toppen af siden

Planportalen

Tilbage til planportalen

Status

Planen er vedtaget på kommunalbestyrelsesmøde den 26. oktober 2017.

Kort

Find oplysninger på kort

På kortet kan du finde kortlægningsområdet, vandværkers indvindings-
oplande, OSD, IO, og vandværksboringer