Kortlægningen har vist, at der i området er fund af nitrat og sprøjtemidler. På flere arealer, er der fundet forurening med flere forskellige forurenende stoffer. Store dele af området er nitratfølsomt, og der er på grund af arealanvendelsen nødvendigt, at gøre en ekstra indsats.
Nitrat
Kortlægningen har vist, at det primære grundvandsmagasin i hovedparten af OSD og i alle indvindingsoplande uden for OSD har stor eller nogen nitratsårbarhed, blandt andet fordi lerlagene over magasinet ikke er sammenhængende, og derfor ikke yder tilstrækkelig beskyttelse. De steder, hvor der samtidig sker nogen eller stor grundvandsdannelse til magasinet, er der afgrænset nitratfølsomme indvindingsområder (NFI). Der er blandt andet på baggrund af en vurdering af arealanvendelsen inden for de nitratfølsomme indvindingsområder afgrænset indsatsområder (IO), hvor det er vurderet, at der er behov for en særlig indsats over for nitrat.
I et mindre område i den østlige del af OSD har kortlægningen vist, at det primære grundvandsmagasin har begrænset udbredelse samtidig med at der er et tykt lerlag over magasinet. Her er magasinet vurderet at have lille nitratsårbarhed. Det betyder, at der inden for dette område, ikke er afgrænset nitratfølsomme indvindingsområder og indsatsområder.
Det er Tønder Kommunes erfaring, at mange borgere med egen drikkevandsboring har opgivet deres eksisterende boring på grund af stigende nitratproblemer. De har enten etableret en dybere boring eller er blevet tilsluttet det nærmeste vandværk. På mange ejendomme, der stadig har deres egen drikkevandsboring, ligger nitratniveauet over, eller lige omkring grænseværdien på 50 mg/l
Pesticider
Der er aktuelle fund af pesticider over grænseværdien for drikkevand i en af Tønder Vandværks aktive indvindingsboringer (DGU nr. 166.469). Der er også fundet overskridelse af grænseværdien for pesticider i en række vandværksboringer, som enten er sløjfet eller taget ud af drift.
I en eller flere boringer tilhørende Ballum, Højer, Jejsing, Løgumgårde, Rørkær, Sdr. Sejerslev og Visby Vandværker er der i seneste analyse fund af et eller flere nedbrydningsprodukter fra pesticider i koncentrationer under grænseværdien for drikkevand. I flere af vandværksboringerne har der været tidligere fund, der oversteg grænseværdien.
I to boringer, en i indvindingsoplandet til Løgumgårde Vandværk og en i indvindingsoplandet til Rørkær Vandværk, har grænseværdien for summen af pesticider i drikkevand på 0,5 μg/l tilmed været overskredet. I kortlæningsområet er der fund af både tilladte stoffer og af stoffer, som det nu er forbudt at anvende.
Miljøfremmede stoffer
Regionen undersøger lokaliteter for miljøfremmede stoffer. De skelner mellem V1-kortlagte lokaliteter, hvor de har mistanke om forurening, og V2-kortlagte forureningslokaliteter, hvor de ved, der er forurening. Region Syddanmark vurder behov for indsats, og håndterer oprensning af lokaliteter.
Der er otte V1-kortlagte forureningslokaliteter indenfor OSD samt i Ballum og Højer vandværkers indvindingsoplande. Forureningerne omfatter flere forskellige miljøfremmede stoffer. Der er seks V2-kortlagte forureningslokaliteter, heraf tre i OSD, to i Højer Vandværks indvindingsopland og en i Ballum Vandværk indvindingsopland.
Naturlig forekommende stoffer
Flere vandværkers råvand indholder NVOC, jern, mangan, ammonium, fosfor, nitrit, methan og aggressiv kuldioxid i koncentrationer, der overstiger kvalitetskravet for drikkevand. Fundene vurderes ikke at udgøre et generelt problem for grundvandets kvalitet, da koncentrationen af stofferne i de fleste tilfælde bringes under grænseværdien for drikkevand ved vandværkernes vandbehandling.
Sulfat
Der er i flere vandværksboringer konstateret både høje og stigende indhold af sulfat, og i flere tilfælde også signifikant stigende sulfatindhold, som helt eller delvis er vurderet at stamme fra pyritoxidation forårsaget af nedsivende nitrat. Et stigende indhold af sulfat kan indikere, at der snart at nitrat er på vej ned i magasinet, eller at nitratindholdet vil stige.
Råstofgrave
Der er udlagt et råstofgraveområde i en lille del af OSD mod vest. Råstofgravning kan efterlade grundvandsmagasinerne sårbare, hvis beskyttende lerlag bliver fjernet.
Problemstillinger ved vandværkerne
Problemstillingerne for de enkelte vandværker er beskrevet under fanebladene for de enkelte vandværker i venstre side.
Planportalen
Tilbage til planportalen
Status
Planen er vedtaget på kommunalbestyrelsesmøde den 26. oktober 2017.
Kort
Find oplysninger på kort
På kortet kan du finde kortlægningsområdet, vandværkernes indvindingsoplande OSD, nitratsårbarhed, NFI, IO, grundvandsdannelse, samlet lertykkelse over magasiner, vandværker, vandværksboringer, pesticid analyse i boringer, råstofområder samt kortlagte forurenede grunde og muligt forurenede grunde (V1 og V2)