Planlægningen af det åbne land er en integreret del af kommuneplanen. Det forudsætter, at Kommunalbestyrelsen integrerer natur- og miljøbeskyttelseshensyn med de øvrige planmæssige hensyn i den samlede arealanvendelse.
Landskabsanalysen for Tønder kommune har mindst tre formål:
- Den er først og fremmest et administrativt værktøj og vil udgøre et nyt, forbedret og opdateret baggrundsmateriale for en revision af kommuneplanen.
- Den omfatter det åbne land og vil kunne anvendes ved udpegninger af landbrugsområder, naturområder, biologiske korridorer, kulturområder, skove mv.
- Den kan anvendes til landskabelige vurderinger, som kræves foretaget i forbindelse med projekter og byggerier mv. i det åbne land.
Landskabsanalysen danner et samlet overblik og forståelse af de mange forskellige landskaber i Tønder Kommune, og kan bruges til at formidle de landskabelige kvaliteter til borgere og turister.
Landskabsanalysen indeholder landskabelige vurderinger, der:
- Kortlægger landskabets tilstand og oplevelsesværdi
- Fremhæver og beskytter de landskabelige kvaliteter
- Vurderer sårbarheden i de enkelte karakterområder
- Sætter strategiske mål for beskyttelse af landskabskarakteren
- Anbefalinger til forvaltningen af landskabets karakter
Den eksisterende landskabsudpegning i Kommuneplan 2009-2021 er stort set en overførsel af Sønderjylland Amts udpegning af værdifulde landskaber og uforstyrrede landskaber fra Regionplan 2005, der i kommuneplanen 2009-2012 er indarbejdet som bevaringsværdige landskaber.
Tønder Kommunes landskabsanalyse er udarbejdet som baggrundsmateriale til revision af den nuværende landskabsudpegning. Revisionen sker i forbindelse med udarbejdelse af den kommende, Kommuneplan 2017–2029.
Landskabsanalysen er udarbejdet i løbet af 2015-2016, med feltobservationerne foretaget over sommeren 2015.
Planportal
Tilbage til Planportal
Status
Landskabsanalysen er under politisk behandling