Landskabskarakter

Landskabskarakteren er defineret som det særlige samspil mellem naturgrundlag og arealanvendelse samt de særlige rumlige og visuelle forhold, der kendetegner et område og adskiller det fra det omkringliggende. Vi beskriver derfor landskabet ud fra et naturgrundlag, en række kulturbetingede elementer og strukturer og så ”det øjet ser”.

Figuren illustrerer, at landskabets karakter er bestemt af et naturgrundlag, kulturbetingede elementer og strukturer og "det øjet ser" - det rumlige og visuelle. Lægger man de tre lag ovenpå hinanden, har man landskabets karakter defineret.

Naturgrundlaget defineres af landskabets geologiske dannelse og afspejles i landskabets terræn, jordart og hydrologiske forhold.

Arealanvendelsen afspejler den kulturhistorie, der har været med til at skabe det udtryk eller den karakter, vi i dag oplever, at landskabet har. Marsk, marker, enge, skove, hegn, diger, veje, jernbaner, landsbyer, byer og tekniske anlæg er alt sammen med til at fortælle kulturhistorien og give landskabet karakter.

De rumlige og visuelle forhold siger noget om, hvordan vi oplever landskabet. Det kan være det enkle landskab med store marker omgivet af skov, der betyder, at landskabet opleves lukket. Det kan være et meget bakket terræn, hvor der fra bakketoppe er vid udsigt over landskabet, mens terrænet begrænser udsigterne, når man færdes i bakkedale. Det kan være et meget enkelt og åbent landskab, der er præget af vide udsigter over store arealer, uden at bevoksning eller bebyggelse bryder udsigten. Og mange andre scenarier, der gør landskaberne unikke.

Landskabet i Tønder Kommune er meget varieret. Nogle landskaber er meget bakkede, mens andre er næsten helt flade. Nogle landskaber er præget af store skove eller mange hegn, mens andre næsten ingen bevoksning har. Nogle landskaber rummer mange landsbyer, mens andre landskaber kun har få. Nogle landskaber er værdifulde i kraft af deres uberørte og uforstyrrede karakter, mens andre har deres styrke i den måde, de bebos og bruges.

Planportal

Tilbage til Planportal

Status

Landskabsanalysen er under politisk behandling

Åbn interaktivt kort