De store højmoser

I starten af 1800-tallet, inden landskabet mange steder blev drænet, var ca. 20 % af Danmarks areal dækket af mose. I dag er tallet ca. 1 %. Tidligere har flere tusinde hektar i Tønder Kommune været dækket af højmoser. I dag er der højst tusinde hektar tilbage, hvoraf kun 10-15 hektar ikke er påvirket af tørvegravning.

Højmoser findes i Vestjylland især i områder, hvor landskabet er præget af kalkfattigt smeltevandssand, næsten stillestående grundvand og dårlige afvandingsforhold. De meget nærringsfattige vækstbetingelser giver her grobund for flere arter af højmosetørv (sphagnum).

I Tønder Kommune har højmoserne især været udbredt på de store smeltevandssletter. De tilbageværende højmoser er da også især at finde i den centrale del af kommunen, hvor de trækker et ”mosebånd” i slettelandskabet mellem Kongens Mose syd for Løgumkloster og Kogsbøl Mose vest for Bredebro. Enkelte steder har der på bakkeøerne også været de rette betingelser for udvikling af højmoser, men de er alle i høj grad præget af tørvegravning og dermed ofte helt forsvundet.

Højmoserne er ofte dannet med udgangspunkt i lavmoser/lavbundede søer, hvor lavmosetørv med tiden har fyldt lavningen op. Efterhånden som tørvelaget vokser, kan tørvemosserne ikke længere suge grundvandet op og eneste kilde til vand og næring bliver nedbøren. Langsomt begynder arter af sphagnum (højmosetørv) at dominere vegetationen. Samtidig betyder det iltfrie miljø i mosen, at de nederste, døde tørvelag ikke bliver omsat, men bliver konserveret som sammenpressede lag, ”årringe”. Over tid kan der således dannes meget tykke og gamle tørvelag. Kongens Mose er en af Danmarks ældste højmoser, og den urørte del rummer på den måde værdifuld information om klima og plantevækst fra de sidste 6-8.000 år.

Højmoser kan også være dannet som hængesække over typisk lavbundede, brunvandede skovsøer. I de tilfælde vokser tørvemos med udgangspunkt i sammenfiltrede rødder ud over vandfladen og danner efterhånden et sammenhængende tørvelag. Højmosen kan dannes, når tørvelaget er så tykt, at mosserne ikke længere kan trække vand fra vandfladen, men alene får næring og vand fra nedbøren.

Sphagnum har i et kulturhistorisk perspektiv i alle år været en værdifuld ressource særlig som brændsel og i de senere år også som voksemedie for gartnere. Derfor er mange højmoser blevet gravet ud, hvilket også er tilfældet i Tønder Kommune. Enkelte steder er højmoserne dog forsat i vækst, for eksempel Sølsted Mose og Kongens Mose, mens andre moser i dage er nedbrudt og tilgroet med skov, for eksempel Kogsbøl Mose og Skast Mose.