Istiderne har formet landskabet

Landskabet i Tønder Kommune er i høj grad præget af de seneste to istider: Saale Istid, der sluttede for ca. 140.000 år siden, og Weichel Istid, der sluttede for ca. 12.000 år siden. Mens landskabet under Saale Istid var dækket af is og dermed direkte blev påvirket af isen, blev landskabet under Weichel Istid påvirket af permafrost og smeltevand fra de store ismasser, der lå over landskabet længere øst for Tønder Kommune men aldrig nåede landskabet her i kommunen. Det er ”aftrykket” fra disse istider, der præger store dele af kommunens landskab udtrykt i bakkeøer og smeltevandssletter.

Bakkeøerne
Bakkeøerne, der er karakteristiske for hele Vestjylland, er de ældste istidslandskaber i Danmark, der refererer helt tilbage til Saale Istid. Under denne istid var Danmark i perioder fuldstændigt dækket af en tyk iskappe, der med sine isfremstød og tilbagesmeltninger modellerede landskabets terræn over hele landet. Da istiden sluttede for ca. 140.000 år siden, lå landskabet i Sydvestjylland tilbage som et markant bakkelandskab, som det man i dag kan se i det østlige Jylland og på øerne.

I dag er bakkeøerne langt mindre markante, hvilket i høj grad skyldes de geologiske processer, der fandt sted under Weichsel Istid, der er den seneste istid, som sluttede for ca. 12.000 år siden. Under denne istid var det vestlige Jylland ikke dækket af isen men lå hen som tundra foran isen, herunder også Tønder Kommune. Det betød, at bakkeøerne var udsat for permafrost og tørkesprækker, der skabte dybe iskiler og revner langt ned i bakkerne. Under afsmeltninger skred disse huller og kiler sammen og udjævnede over tid bakkernes terræn. Landskabet fremstår derfor i dag som store bløde bakker uden pludselige terrænspring.

Bakkeøernes udbredelse er i dag afgrænset af store smeltevandssletter, der blev dannet under de enorme smeltevandsfloder, der under seneste istid strømmede fra isen, der lå længere mod øst, over landskabet mod vest. Her fandt smeltevandet vej gennem bakkelandskabet, hvor det visse steder eroderede bakkelandskabets terræn ned og andre steder afsatte store mængder materiale. De mest højtragende bakker blev ikke oversvømmet af de store smeltevandsstrømme, og det er dem, vi i dag ser som store eller små bakkeøer, der rejser sig fra de store smeltevandssletter.

De største bakkeøer er Toftlund Bakkeø, der dækker hele den nordlige del af kommunen, Hjerpsted Bakkeø, der ligger langs kysten mod Vadehavet, samt Abild Bakkeø, der ligger i den sydlige del af kommunen og omfatter landskabet nord for Tønder. Derudover er der i kommunen en række mindre bakkeøer, der rejser sig som små bakketoppe i det ellers flade terræn, eksempelvis i landskabet omkring Bedsted i den nordøstlige del af kommunen.

Smeltevandssletter
En stor del af landskabet i den centrale og østlige del af Tønder Kommune er geologisk set netop disse smeltevandssletter, der omgiver bakkeøerne og er dannet af de enorme kræfter, som smeltevandet under den seneste istid påvirkede landskabet med.

Under Weichel Istid havde isen under hele perioden hovedopholdslinje øst for kommunen. I varme perioder skete der store afsmeltninger fra isen, og enorme vandmasser strømmede ud i landskabet mod vest, hvor de dannede store og kraftfulde smeltevandsfloder. Floderne både eroderede det landskab, de mødte på deres vej uden for isen og medtog store mængder sand, grus og sten fra isens underlag.

Efterhånden som smeltevandet kom længere væk fra isen, aftog strømningshastigheden, og det medførte materiale blev gradvist afsat, efterhånden som vandkraften aftog. Det tungeste materiale blev derfor afsat tættest på isen, mens det mere lette materiale kunne blive ført over meget store afstande. Periodiske variationer i smeltevandsmasser og dermed strømningsmønster og – hastigheder betød, at der med det afsatte materiale langsomt blev opbygget store flader af sand og grus i det terræn, som smeltevandet strømmede over.

Efter istidens afslutning lå de store smeltevandssletter tilbage, som vi i dag ser som store, flade landskaber, der omgiver bakkeøerne. Nogle steder er overgangen mellem smeltevandssletten og bakkeøerne meget tydelig, mens den andre steder kun er svagt markeret i terrænet. Eksempelvis kan terrænet ved Løgum Bjerge nord for Løgumgårde eller ved Bovlund Bjerg mellem Bovlund og Branderup indikere en tydelig erosionsskrænt, mens den nordlige afgrænsning af Abild Bakkeø er noget mere diffus at aflæse i landskabets terræn.

Det er karakteristisk for smeltevandssletter, at de er præget af et forgrenet net af åer omgivet af store lavbundsområder, der følger mere eller mindre markerede terrænlavninger eller ådale i landskabet. Disse strukturer er ofte udtryk for de seneste strømningsveje, som i slutningen af istiden etablerede sig, efterhånden som smeltevandsstrømmen aftog

Tønder Kommunes største smeltevandsslette er Tinglev Hedeslette, der er en stor smeltevandsslette, der strækker sig langt ud over kommunens grænser og mod vest strækker sig langt forbi den kystlinje, der i dag er mod Vadehavet og Vesterhavet. Sletten starter således omkring den tidligere israndslinje, øst for Tønder Kommune og strækker sig mod vest og syd, hvor den forgrener sig omkring de små og store bakkeøer, der både ligger i Tønder Kommune og i landskabet syd for den dansk-tyske grænse.

Jordskælvsteorien om Tinglev Hedeslette
I forskerkredse er Tinglev Hedeslette af nogen blevet fremlagt som ”en uforklarlig hedeslette”, fordi der geologisk set er nogle uregelmæssigheder, der ikke harmonerer med den plane flade, som smeltevandsaflejringerne burde have skabt vest for isfronten. I stedet optræder der på sletten store ”huller”, som med tiden er blevet til søer og moser, forhøjninger i form af bakker og et terræn af flader, der er orienteret i forskellige retninger.

Hidtil har forskere forklaret de store terrænlavninger som ”dødishuller”, der er opstået, fordi store isblokke lå tilbage i landskabet som ”dødis” efter isens tilbagesmeltning. Efterfølgende blev isblokkene dækket med sand og grus aflejret af smeltevand, og da isen endelig smeltede, var der dannet en terrænlavning, et ”dødishul”, hvor isen lå. Forbeholdet for denne teori har været, at terrænlavningerne er for regelmæssige og for store.

”Jordskælvsteorien” bygger på, at jordens overflade under istiden i flere tusinde år var trykket så langt ned af den kilometertykke iskappe, at det skabte underjordiske forskydninger, der skubbede undergrunden ned og væk fra den fremrykkede isfront. Da isen smeltede tilbage, forsvandt dette tryk, og undergrunden kunne langsomt begynde at bevæge sig tilbage på plads. Under denne proces blev der frigivet store mængder energi, der blev udløst i jordskælv, der fik landskabet til at ”hoppe og danse”. Teorien går med andre ord ud på, at jordoverfladen som følge af jordskælv lokalt ”faldt” ned, mens andre blev skubbet op, og dermed medførte jordskælvene pludselige terrænændringer i større eller mindre skala.

Jordskælvsteorien er underbygget af laserscanninger af undergrunden og en sammenligning af strukturerne i undergrunden med strukturerne på overfladen. Det har flere steder vist nogle sammenhænge mellem undergrunden og strukturer på overfladen, der giver en plausibel forklaring på strukturernes historie, men også forklaringer, der visse steder afviger fra de teorier, man tidligere har haft om landskabets dannelse. De nye teorier og analysemetoder er vigtige skridt i at forstå landskabets dannelse i Sønderjylland, men der mangler fortsat væsentlig forskning for at fastslå en entydig sammenhæng mellem strukturerne i den dybe undergrund med landskabet på overfladen.

 

link til artikel: http://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/sonderjysk-landskab-muligvis-skabt-af-jordskaelv