Landbrugslandskabet

Landskabet i Tønder Kommune er et udpræget landbrugslandskab, der udspringer af de store heder, der tidligere dominerede både sletter og bakkeøer, men i dag både rummer et moderne landbrugserhverv, landsbyer og byer, veje og jernbaner og tekniske anlæg.

Opdyrkningen af hederne
I 1700-tallet lå en stor del af landskabet i Tønder Kommune hen som store hedeområder, der opstod tilbage i middelalderen, hvor udnyttelsen af landskabets ressourcer var enorm. Omfattende skovhugst og kraftig udpining af jorden skabte forudsætningerne for de vestjyske heder. Prægningen af landskabet fra denne periode knytter sig derfor til studeopdræt, der som konsekvens af det udpinte landskab i høj grad blev omdrejningspunktet i landbruget. Denne driftsform forhindrede at heden groede til i skov og derfor blev der ved med at være hede i Vestjylland indtil 1700-tallet.

Op gennem 1700- og 1800-tallet begyndte man i mindre skala at gøre forsøg med at opdyrke hederne, men først omkring starten af 1900-tallet begyndte opdyrkningen af heden for alvor at slå an. En vigtig forudsætning var, at man nu udnyttede mergel som "kunstig" gødning og med dampmaskiner havde mulighed for dybere og kraftigere jordbehandling.

I Tønder Kommune ses strukturerne fra hedeopdyrkningen især på de store flade smeltevandssletter, der præger den centrale og østlige del af kommunen, eksempelvis omkring Bedsted og Døstrup. For at begrænse sandflugt på de store flader blev der i forbindelse med opdyrkningen plantet mange læhegn, der begrænsede sandflugt og udtørring, og derudover hævede jordens temperatur en smule. Hegnene blev plantet i parallelle mønstre, der overvejende er orienteret i nord-sydgående retning. Dette hegnsmønster er stadig i dag et bærende karaktertræk for slettelandskaberne.

Mens slettelandskaberne er kendetegnet ved en tydelig og ofte enkel struktur, er landskabet på bakkeøerne mere ustruktureret og sammensat. Her er hegnene i højere grad orienteret efter det bakkede terræn, og ofte står de meget usammenhængende i landskabet. Selv om jorden på bakkeøerne er mere lerholdig, har landskabet i perioder været så blottet, at indlandsklitter af flyvesand har kunnet etablere sig ned gennem den centrale del af kommunens landskab. I disse områder har man forsøgt at bekæmpe sandflugt med etablering af plantager. Særligt i landskabet omkring og nord for Løgumkloster er plantager derfor et centralt landskabstræk, men plantager ses også andre steder i landskabet, både på sletterne og på bakkeøerne.

Landsbyer og veje
På bakkeøerne er jorden mere lerholdig og frugtbar, og derfor har bakkeøerne været bosted længe før sletterne. I dag afspejles dette blandt andet ved, at bebyggelsen på sletterne først blev udbredt efter år 1900 med gårde, der ligger langs vejene, mens landsbyerne på bakkeøerne er meget ældre.

Landskabet på bakkeøerne er dermed i høj grad præget af den landbrugskultur, der har udspillet sig gennem flere hundrede år og strukturmæssigt har påvirket både landsbyernes beliggenhed, gårdenes placering ude i landskabet og i øvrigt de mønstre, som hegn, diger og veje tegner i landskabet.

Karakteristisk for landsbyernes beliggenhed i landskabet er, at de ofte ligger i ressourcestærke områder, hvor der både har været adgang til dyrkningsarealer på bakkeøen og samtidig adgang til græsningslandskaber på sletter eller i ådale. Netop dette samspil har været afgørende i forhold til husdyrproduktion, markdrift og bjergning af øvrige ressourcer til husholdningen.

Ved gennemførelsen af landboreformerne i slutningen af 1700-tallet blev mange af Tønder Kommunes landsbyer udskiftet. Udskiftningerne af de enkelte landsbyer foregik efter forskellige principper og der er derfor ikke dannet nogle tydelige udskiftningsmønstre i landskabet. Ofte betyder udskiftningen, at landskabet på bakkeøerne er præget af bebyggelse samlet i landsbyer og spredt beliggende gårde uden for landsbyerne. Med til bebyggelsesstrukturen hører dog også, at en del gårde og husmandssteder er kommet til i 1900-tallet i forbindelse med opdyrkningen af heden eller husmandsudstykninger.

Landsbyernes placering i landskabet og gårdenes placering i et småbakket eller fladt terræn har haft betydning for den vejstruktur, der i dag præger landskabet og skaber forbindelse på kryds og tværs af kommunen. Sammenlignet med andre dele af landet er vejene ofte lige over store afstande, hvilket i høj grad kan tolkes som en konsekvens af det flade landskab, hvor der relativt let har kunnet skabes forbindelse mellem A og B uden at skulle omkring en masse bakker. Lokalt på bakkeøerne optræder vejstrukturen dog mere varieret.

I nyere tid er jernbanespor og hovedveje ført gennem flere af de små landsbyer, hvilket har biddraget til, at byerne med tiden er vokset og flere byer har karaktertræk som stationsbyer. Mest udpræget er den ”chaussé” eller hovedvej, der i 1863 blev etableret mellem Ribe og Husum, der hvor hovedvej 11 forløber i dag. Chausséen løber igennem en lang række af Tønder Kommunes byer, og det har haft stor betydning for byernes udvikling. Denne hovedfærdselsåre kan i dag aflæses i det store antal kroer, der i dag stadig ses i bebyggelsen langs vejen.

Tekniske anlæg i landskabet
Vindmøller, højspændingsledninger og infrastruktur er især inden for de seneste hundrede år blevet en del af landskabsbilledet i Tønder Kommune. Mange af anlæggene har en lille eller middelstor skala i forhold til landskabet, og derfor påvirker anlæggene ofte kun landskabet lokalt. Visse steder, hvor der er vidtrækkende udsigter på tværs af landskabet, kan eksempelvis vindmøller dog ses over store afstande og i sammenhæng med hinanden. Uden for kommunens grænser står flere store tekniske anlæg, der i høj grad giver udsigterne hen over landskabet og på tværs af kommunegrænsen et teknisk præg.