Marsken

De vel nok mest unikke og signifikante kulturlandskaber i Tønder Kommune er de store marsklandskaber Tøndermarsken og Ballummarsken. De er blandt de bedst bevarede marskområder i Vadehavsregionen med en kulturhistorie, der for alvor startede i 1100-tallet, da friserne indvandrede sydfra og stadig i dag kan opleves med de dyrkningsformer og den bebyggelse, der i dag præger områderne.

Marsken har siden opførelsen af de første diger udviklet sig til et område, hvor kulturhistorie, landbrug og natur spiller sammen i en helt unik treenighed. Derfor er store dele af Tøndermarsken i dag beskyttet af fredninger og omfattet af Natura 2000 planer.

Værfts- og gestbebyggelser
Bebyggelsen i marsklandskabet består primært af to typer bebyggelse. Værftsbebyggelse ude i selve marsken, der blev bygget på kunstige forhøjninger af jord, og gestbebyggelse i de omkringliggende gestlandskaber, der ofte betegner randen af de bakkeøer, der grænser op til marsken.

Især den vestslesvigske byggeskik er afspejlet i de store marskgårde og kommandørgårdene på Rømø, som i høj grad er med til, at marsklandskabet har et helt særligt præg, hvor bebyggelsen og landskabet spiller sammen i en kulturhistorisk fortælling. Der ligger mange markante og velbevarede gårde i Tønder Kommune, men særligt udbredt er det omkring Tøndermarsken, Ballummarsken og på Rømø.

I perioden 1100-1700, opførte friserne de første gårde på små kunstige værfter ude i selve marsken. Gårdene blev etableret som marskbrug med kvæg, får, fiskeri og bjergning af hø, tagrør og tørv. Værfterne hævede marskgårdene et stykke over den omkringliggende marsk, og derved var bygningerne sikret mod oversvømmelser. Omkring 1700-tallet skiftede byggestilen over imod den vestslesvigske stil, der i dag dominerer marskens værftsbebyggelser og Rømøs markante kommandørgårde. Den vestslesvigske stil består typisk af grundmurede huse af røde sten, oftest vinkel- eller T-formet eller firlænget, og med stråtag. Bygningerne er kendetegnet ved røde teglsten, afvalmet stråtag og små kviste over indgangsdørene med luge til loftet, også kendt som arkengaffet.

Gestbebyggelsen omkring marsken har som udgangspunkt de samme vestslesvigske træk som værftsbebyggelserne, men bebyggelserne adskiller sig her ved den langt mere beskyttede beliggenhed samt en anderledes ressourcemæssig placering. Gårdene lå her tæt på marskens ressourcer og græsningsmuligheder, men i sikkerhed for de farlige stormfloder, og havde samtidig adgang til god landbrugsjord på bakkeøen.

Diger
Selv om man med værfter havde forsøgt at sikre sig mod stormfloder, var det fortsat et risikofyldt liv at bo i marsken. For at opnå en højere sikkerhed og samtidig sikre mere stabile forhold for høslæt og de græssende dyr i marsken begyndte man i 1500-tallet at opføre diger. Samtidig blev spadelandsretten indført, og det betød, at alle der boede i marsken, fik retten til deres jord, mod til gengæld at vedligeholde diger og kog.

De første store havdiger i den danske del af marsken blev opført mellem Højer og Rudbøl i 1553-56. Siden da er det inddigede areal blevet udvidet flere gange, senest i 1981 da man opførte Det Fremskudte Dige mellem Emmerlev Klev og Hindenburg-dæmningen i Tyskland. I Ballummarsken kom byggeriet af havdiger først i gang i 1918 med opførslen af Ballumdiget. De mange inddigede område langs Vadehavet kaldes for ”Kog”.

Sluser
Med havdigerne ud mod Vadehavet fulgte sluserne. Sluserne havde til formål at holde Vadehavet ude ved højvande eller stormflod, og ved lavvande skulle de åbne, så vandet fra marskens vandløb kunne passere diget, ud i Vadehavet. I Tøndermarsken har det primært været vand fra Vidå, der afvikles igennem Vidåslusen i Det fremskudte Dige, og i Ballummarsken har det primært været vand fra Brede Å, der afvikles igennem Ballumslusen i Ballumdiget.

I Tøndermarsken har der tidligere været sluser i alle de gamle havdiger, men efterhånden som man har opført nye diger, er de gamle sluser blevet fjernet. Højer Sluse er dog blevet bevaret som ekstra sikring, hvis Vidåslusen eller Det Fremskudte Dige skulle bryde sammen under en ekstrem højvandssituation.

Afvandingssystemet
Selvom der blev opført diger og sluser, var der stadig lange perioder, hvor Tøndermarsken stod fuld af vand. Problemet opstod oftest i perioder, hvor slusen var lukket, og vandet fra Vidå som konsekvens blev opstuvet og løb ud over engene. I 1920’erne besluttede man derfor, at der skulle foretages en fuldstændig afvanding af Tøndermarsken. Man byggede diger langs Vidå, gravede et omfattende netværk af grøfter og kanaler, og opførte fire kraftige pumpestationer, der efter behov ledte vand frem og tilbage mellem marsken og Vidå. Afvandingssystemet har siden dengang afvandet et område på 12.000 ha, og i tørre perioder har man kunnet pumpe vand fra Vidå rundt i grøfterne, så de græssende dyr i marsken har haft friskt drikkevand. Systemet fungerede derfor både som afvanding og til bevanding.

Tønder som havneby
I tiden før man valgte at bygge diger og etablere kog, gik Vadehavet stort set helt ind til Tønder. Byen lå på en fremskudt gestbanke ved Vidås oprindelige delta, og her var der både anker- og ladeplads. Byens næringserhverv var i høj grad knyttet til søfart og andre erhverv med tilknytning til havet. Byens fremtrædende placering i deltaet gjorde dog byen sårbar over for stormfloder, der pressede vand op i deltaet. I 1500-tallet begyndte man derfor at bygge diger vest for byen. Tønder blev derved afskåret fra den direkte kontakt til Vadehavet. I et forsøg på at opretholde kontakten, gravede man i starten af 1600-tallet en kanal og udbyggede byens havneanlæg ”Skibsbroen”, så mindre skibe forsat kunne sejle varer til og fra byen. Perioden 1550-1620 var en storhedstid, hvor blandt andet studehandel var et vigtigt omdrejningspunkt.

Højer blev i forbindelse med den gravede kanal gjort til udskibningssted for Tønder havn. Her kunne lasten fra de mindre både lastes over til større skibe og sejles videre ud i verden. Højer voksede derved støt, og i 1736 blev byen kongeligt privilegeret som ”flække”, hvilket gav ret til at drive handel og håndværk.

Mod slutningen af 1700-tallet skete der en nedgang i studehandlen, og det blev stadig mere besværligt at sejle skibe igennem sluser og kanaler. Der blev derfor gjort nye tiltag for at holde gang i handlen. I 1892 blev der blandt andet bygget en jernbane mellem de to byer. Det hjalp dog ikke, og i 1930’erne var det definitivt slut. Havnebassinet i Tønder blev fyldt op og asfalteret. Højer Havn blev dog først opgivet som udskibningshavn ved opførslen af Det Fremskudte Dige i 1980.