Landskabets oplevelsesværdi

Vurderingen af landskabskarakterens oplevelsesværdi handler om at afgrænse områder eller elementer i landskabet, der på grund af sin karakter rummer en særlig fortælling om landskabet og dermed har en særlig oplevelsesværdi.

Oplevelsesrige landskaber kan være landskaber med

  • særligt tydelige kulturbetingede helheder eller enkeltelementer

  • et særligt indhold af natur- eller halvkulturarealer

  • særlige geologiske strukturer eller enkeltelementer

  • særlige udsigtsmuligheder

Vurdering af oplevelsesrige landskaber

Stedbunden
De særlige landskabsoplevelser, der knytter sig til et sted, omfatter i Tønder Kommune landskaber, der ofte er præget af kombinationen af en spændende geologi, kulturhistoriske fortællinger om udnyttelsen af landskabet gennem flere hundrede år samt væsentlige naturværdier, der dels præger landskabets karakter og byder på særlige oplevelser. Eksempler på stedbundne landskabsoplevelser er Rømø, marsk- og gestlandskaberne i den sydlige og vestlige del af kommunen, samt mosaiklandskaberne i den centrale og nordlige del af kommunen, der er præget af store moser, heder, skove og plantager.

De oplevelsesrige landskaber har en veldefineret grænse i landskabet, der følger hegn, diger, veje, skovbryn og lignende.

Enkeltelementer
I landskabet kan enkeltelementer fremstå særligt oplevelsesrige på grund af deres placering i landskabet som orienteringspunkt og/eller som kulturhistorisk element, der formidler en historie.

De udpegede elementer er især kommunens mange landsbykirker, der ofte er placeret i kanten af landsbyerne og optræder meget tydeligt i landskabet, samt pumpehuse og slusehuse, der som elementer afspejler dele af marsklandskabets kulturhistorie og samtidig optræder meget tydeligt i det flade og åbne landskab.

Udsigt
Landskabet er flere steder præget af udsigter på tværs af landskabet, fordi landskabets terræn eller åbne karakter giver gode udsigtsmuligheder. Langs kysterne er landskabet også generelt præget af udsigter på langs af kysterne og på tværs af vandet til modstående kyster på Rømø og Sild. De landskaber, der er vurderet at have særlige udsigtsmuligheder, er dem, hvor udsigten generelt er uforstyrret og har noget særligt at byde på. Det gælder en stor del af Tøndermarsken og Ballummarsken samt de landskaber, der generelt er orienteret mod kysten.

Afgrænsningen af landskaber med særlige udsigtsmuligheder er diffus, idet udsigtens omfang ikke er klart afgrænset i landskabet. Derfor er udsigtsudpegningerne afgrænset som polygoner, hvor grænsen ikke skal opfattes eksakt.

I forbindelse med udsigtsudpegningen er der udpeget udvalgte udsigtspunkter. Udpegningen er dog ikke fuldstændig, idet der også mange andre steder kan opleves særlige udsigter.

Planportal

Tilbage til Planportal

Status

Landskabsanalysen er under politisk behandling