Landskabskarakterens styrke

Vurderingen af landskabet tager altid udgangspunkt i de bærende karaktertæk, der er defineret for det enkelte landskabsområde. I vurderingen af landskabskarakterens styrke handler det om at sammenveje, hvor stærkt landskabets naturgrundlag, kulturbetingede oprindelse samt dets elementer og indbyrdes samspil fremstår i landskabet.

Vurdering af karakterstyrke

Landskabskarakterens oprindelse er den reference, som landskabets bærende karaktertræk vurderes op imod og den knytter sig til den kulturhistoriske periode eller begivenhed, der senest har sat et markant præg på landskabets karakter. Det kan være landboreformernes gennemførelse, større landvindingsprojekter, omfattende skovrejsningsprojekter eller store vådområdeprojekter. Fælles er, at ændringerne markant har ændret landskabets karakter.

Et landskab kan vurderes særligt karakteristisk, karakteristisk eller karaktersvagt. I mindre delområder kan landskabskarakteren være helt anderledes og vurderes derfor kontrasterende.

Særligt karakteristisk
De landskaber, der er vurderet særligt karakteristiske, er typisk landskaber, hvor enten den geologiske eller kulturhistoriske fortælling fremstår særligt tydeligt i landskabet eller samspillet herimellem.

Eksempler på landskaber med en særlig tydelig og spændende geologisk fortælling er Rømø, der geologisk set er klitdannelser på en barriereø, marsken langs Vadehavet, der er en unik landskabsdannelse i nationalt perspektiv, samt Løgum Bjerge nord for Løgumkloster, hvor terrænet rejser sig i store bakker, der særligt tydeligt markerer bakkeøen og overgangen til slettelandskabet. Disse landskaber afspejler dels de enorme kræfter, der under de seneste istider har formet landskabet i landsdelen, men også de processer, der efter seneste istid ligger til grund for landskabsdannelsen flere steder i kommunen.

Eksempler på landskaber med en særlig tydelig kulturhistorisk fortælling er marsklandskaberne og gestlandskaberne. I sammenhæng rummer de en vigtig egnsfortælling om den landbrugsmæssige udnyttelse af marskens frugtbare jorder men også de barske naturforhold, det foregik under. De strukturer, som arealanvendelsen og bebyggelsen tegner i landskabet, er på samme tid med til at fortælle landskabets kulturhistorie og give landskabet sin unikke karakter. På bakkeøerne er især landsbyerne og den landbrugsmæssige udnyttelse af landskabet afsæt for de landskabstræk, der giver landskabet karakter. Særligt karakteristisk er de kulturhistoriske strukturer i landskabet omkring Roost, hvor bebyggelsesstruktur og markstruktur formidler landskabshistorien.

Karakteristisk
Langt de fleste landskaber er vurderet karakteristiske i forhold til den landskabskarakter, der er defineret for de enkelte dele af kommunens landskab. Denne vurdering afspejler, at der er et fint samspil mellem de tre vurderingsparametre, men at landskabet ikke skiller sig ud som noget særligt. Det gælder mange af de landbrugslandskaber, der præger både bakkeøerne og de flade slettelandskaber.

Kontrasterende
Når en del af et landskabsområde fremstår med en karakter, hvor de bærende landskabstræk adskiller sig væsentligt fra det øvrige landskabsområde, er landskabet vurderet kontrasterende. Det er de landskaber, der er beskrevet som delområder.

Eksempler på kontrasterende landskaber er de dynamiske masklandskaber uden for digerne, der adskiller sig fra de mere statiske marsklandskaber inden for digerne; Brede Ådal, der adskiller sig fra de omgivende slettelandskaber; eller landskabet omkring Roost, hvor sammensætningen af bebyggelsesstruktur og markstruktur lokalt giver landskabet en anden karakter end det øvrige landbrugslandskab på bakkeøen.