Landskabet er kendetegnet ved bløde, velafrundede bakketoppe, der får terrænet til at fremstå som en let bakket flade uden store terrænforskelle. Mange afvandingskanaler ridser et mønster ned i landskabet og afvander området til de lidt større vandløb. Landskabet rummer derfor meget få lavbundsprægede områder.
Geologisk dannelse
Områdets geologiske dannelse går helt tilbage til den forrige istid (Saale) for omkring 140.000 år siden. Istidens materialetransport skabte dengang et bakket morænelandskab i hele det vestlige Jylland. Ved den seneste istid (Weichsel), der sluttede for omkring 12.000 år siden, var landskabet omkring Birkelev ikke dækket af is. Isen lå i et nord-sydgående bælte øst for Tønder kommune, og landskabet lå derfor hen som tundra. Landskabet omkring Toftlund, øst for Birkelev fladen, ligger relativt højt. Under afsmeltningen af isen dannede disse bakker en barriere, der ledte størstedelen af smeltevandet nord og syd om Birkelev fladen. Landskabsområdets landskab er derfor en bakkeø fra forrige istid (Saale).
Under istiden var landskabet udsat for en del permafrost, der skabte dybe is-kiler og tørkesprækker i det ellers let bakkede landskab. Under afsmeltninger var permafrosten og tørkesprækkerne skyld i, at bakkerne skred sammen og blev udjævnet en smule. Landskabet fremstår derfor som en blødt bakket flade uden store terrænforskelle. Det relativt flade landskab har kun få lavninger, og typisk ligger områdets vandløb i små kanaler, hvilket får landskabet til at fremstå stort set uden dalstrukturer.
Jordarten i området har mange små lokale variationer men domineres af smeltevandssand og moræneler. I området ud mod marsken, i den vestlige del af området, er jordarten dog domineret af ferskvandssand. Enkelte steder i området er der mindre områder med morænesand, smeltevandssand og flyvesand. Langs områdets vandløb er der ferskvandsdannelser, primært i form af ferskvandstørv men også mindre partier med ferskvandsler.
Hydrologi
Områdets hydrologiske forhold udgøres især af de mange afvandingskanaler, der løber i markskel og samles i nogle få større vandløb. Den vestlige del af området afvandes gennem de to vandløb Rejsby Å og Åbølling Bæk, der begge løber ud i Vadehavet mod vest, mens vandløbene i området øst for Frifelt løber mod sydvest over i Brøns Å syd for området. På markfladerne ses enkelte små isolerede kunstigt gravede vandhuller.
Kyst
Mod vest er området afgrænset langs marsken, der længere mod vest afsluttes langs digerne der danner en barriere ud mod kysten. Fra Astrup Banke vest for Astrup er der dog god udsigt ud over Vadehavet og marsken. Banken ligger fremskudt i marsken helt ud mod Vadehavet mellem Ballum Dige og Christian X’s Dige.
Planportal
Tilbage til Planportal
Status
Landskabsanalysen er under politisk behandling
Billeder
Det flade landskab på bakkeøen ses her øst for Gånsager