Landskabets Oplevelsesværdier

Området er trods sin intensive landbrugskarakter rigt på kulturhistoriske spor og fortællinger.

Vurdering af oplevelsesrige landskaber

Stedbundne oplevelser

Gallehus Skov
Gallehus Skov nord for Møgeltønder er vurderet at være et særligt oplevelsesrigt landskab. Det skyldes især de kulturhistoriske fortællinger og de naturmæssige værdier, som landskabet formidler gennem de varierede bevoksninger og lysninger.

Skoven, der hører under Schackenborg Gods, er tilgængelig via et omfattende vej- og stinet, der fører rundt i området. Området ved Gallehus er på grund af historien om guldhornene en velbesøgt lokalitet.

Soldaterskoven
Soldaterskoven er ligesom Gallehus skov vurderet at være særligt oplevelsesrigt landskab. Det skyldes især de kulturhistoriske fortællinger om luftskibsbasen og tiden som øvelsesområde for Tønder Kaserne.

Under første verdenskrig var der ingen skov på dette sted. Til gengæld var området hjemsted for en af det tyske kejserriges store luftskibsbaser. Basen var en lille by i sig selv og bestod af bl.a. 3 luftskibshaller, et gasværk, et vandværk og en flyverhangar. Luftshallerne blev bombet i 1918 og Efter genforeningen i 1920 blev de fleste bygninger revet ned, og området blev inddraget af militæret til øvelsesområde for Tønder Kaserne. Med henblik på at skabe skjul til øvelser blev der i forbindelse med etableringen af øvelsesområdet plantet ca. 15 ha skov i området. Det er dog efterfølgende blevet udvidet, så Soldaterskoven i dag er på ca. 225 ha. Da Tønder Kaserne i 2002 lukkede, blev skoven overdraget til Naturstyrelsen, der sidenhen har drevet skoven, primært som en rekreativ bynær skov.

Sporene efter luftskibsbasen er næsten væk, men rundt om i området er der flere rester af bygninger og infrastruktur, der stammer fra basen, bl.a. er flyhangaren bevaret.

Møgeltønder og Schackenborg
Den gamle bydel i Møgeltønder og hele området omkring Schackenborg Slot udgør et sammenhængende kulturmiljø med mange velbevarede bygninger, slottet og et tilhørende parkanlæg. Landskabet formidler historien om Schackenborgs storhedstid og samspillet med det landskab, slottet ligger i.

Enkeltelementer

Kirker
Kirkerne i Møgeltønder, Daler, Abild og Visby er alle fire vurderet som oplevelsesrige kulturhistoriske elementer i landskabet. De fire kirker har alle bemærkelsesværdige klokketårne med spir. Det gør, at kirkerne rager langt op over den omkringliggende bebyggelse, og de kan således ses over store afstande. Kirkerne fungerer på den måde som orienteringspunkter i landskabet.

Slotsfelt
Den markante store lade Slotsfelt ligger markant i på kanten af bakkeøen sydøst for Møgeltønder. Laden kan ses fra store dele af det omkringliggende landskab og fungere derved som et orienteringspunkt i landskabet.

Trøjborg ruin
Resterne af det tidligere Trøjborg Slot ligger i kanten af den nordlige del af Sejersbæk Kog. Ruinen ligger delvist indesluttet i bevoksning men fra nogle få indsigtskiler er det mulig at se ruinen fra det omkringliggende landskab.

Særlige udsigtsmuligheder

Tøndermarsken
Mod sydvest grænser landskabsområdet op til de lavtliggende store flade marsklandskaber, der udgør Tøndermarsken. I kraft af at bakkeøen ligger hævet over marsken, er området vest for Tønder præget af udsigter ud over marsken.

Planportal

Tilbage til Planportal

Status

Landskabsanalysen er under politisk behandling

Billeder


Den gamle bydel i Møgeltønder og hele området omkring Schackenborg Slot udgør et sammenhængende kulturmiljø