Anbefalinger til forvaltningen af landskabets karakter

Slettelandskabet bør fortsat fremstå som et overvejende enkelt landskab i en middel skala. Det er vigtigt, at oplevelsen af landskabet fortsat præges af flade, dyrkede marker, der afgrænses af en parallel struktur af hegn, samt et netværk af ålandskaber med en ekstensiv og åben karakter, der bryder det intensive dyrkningslandskab.

Skov og natur
Landskabsområdet bør som udgangspunkt friholdes for skovrejsning, dels af hensyn til at bevare hegnsstrukturen som den karaktergivende bevoksningsstruktur og dels synligheden af de geologiske strukturer, der har særlig oplevelsesværdi.

I mindre omfang vurderes det muligt at indpasse skovrejsning i små parceller, der understøtter strukturen af små bevoksninger rundt om i området. Det er dog en afvejning af, at for udbredt skovrejsning vil kunne ændre landskabets udtryk og rumlige afgrænsning samt sløre den karakteristiske hegnsstruktur.

Skovrejsning i store eller mellemstore områder vil ændre landskabets bærende karaktertræk. Ønskes større sammenhængende skovrejsning, bør det begrænses til den vestlige del af området nær områdegrænsen mellem Løgumkloster og Øster Højst. Her vil skovrejsningen kunne tilpasses det skovprægede moselandskab vest for områdegrænsen og skovrejsningsområdet derved overgå til dette landskabsområde.

Landskabets ålandskaber og lavbundsområder bør friholdes for skovrejsning, da skov vil sløre dalens karakter og fortrænge de lysåbne græsningslandskaber.

Den eksisterende struktur af parallelle, ofte nord-syd-orienterede læhegn kan med fordel styrkes og udbygges med etableringen af nye hegn langs markskel og omkring byggeri.

Landskabets naturlige lavbundspræg kan med fordel styrkes gennem ekstensivering og mindre dræning. Det vil dels styrke landskabskarakterens tydelighed, men også landskabets oplevelsesværdi og naturkvalitet.

Landbrugsbyggeri
Nyt landbrugsbyggeri kan indpasses med en landskabelig tilpasning af byggeriet. Herunder bør den eksisterende bebyggelsesstruktur respekteres i forhold til at byggeriet ligger på linjer i landskabet og relaterer sig til den eksisterende hegnsbevoksning.

Der bør generelt være opmærksomhed på, at alt nyt landbrugsbyggeri tilpasses det eksisterende byggeri, så den samlede ejendom optræder harmonisk i landskabet. Særligt vigtigt er det i projekter, hvor byggeriet har en størrelse, der ikke visuelt kan afskærmes af bevoksning. I disse tilfælde vil byggeriet være synligt over meget store afstande i dette flade landskab.

Der bør især ved stort landbrugsbyggeri være opmærksomhed på den kumulative effekt med andet stort byggeri, der optræder i landskabet.

Som udgangspunkt bør hegnsstrukturen af parallelle hegn udnyttes som visuel afskærmning. Det kan både være hegn tæt omkring et byggeri men også på afstand, hvis der er behov for plads omkring bygningen af hensyn til udluftning.

Endelig kan små bevoksninger med strategisk placering benyttes til at skærme mod indsigt fra veje og nabober.

Byudvikling
Byudvikling bør begrænses til områdets større landsbyer, mens de mindre landsbyer så vidt muligt bør bevare deres struktur i landskabet, og byudvikling bør ikke ske ud i de ådale, der visse steder afgrænser de større landsbyer.

Ved byudvikling bør der være fokus på, at den nye byrand bearbejdes, så den opleves som en naturlig del af landskabet.

Ved nyt byggeri i byranden mod oplevelsesrige landskaber eller ved ombygning bør der være opmærksomhed på, at byggeriet ikke får en karakter, der påvirker det oplevelsesrige landskab negativt.

Tekniske anlæg
Landskabet bør friholdes for nye høje tekniske anlæg, da de på grund af deres højde og dimensioner vil dominere dette relativt flade landskab over store afstande.

Mellemstore anlæg vil i højere grad kunne indpasses, men der bør være opmærksomhed på den kumulative effekt, som nye anlæg vil have med eksisterende anlæg både i og uden for området.

Arealkrævende, lave anlæg kan i højere grad indpasses. Det forudsættes dog, at der arbejdes med afskærmende beplantning omkring anlægget. Den afskærmende beplantning bør være af en karakter, der efterligner og dermed styrker landskabets eksisterende hegnsstruktur, men samtidig afgrænser anlægget helt, så det ikke er synligt fra det omgivende landskab.