Delområder, hvor landskabets karakter er anderledes

Der er i dette landskabsområde udpeget ét delområde, hvor landskabets karakter opleves anderledes end det øvrige slettelandskab.

Jejsing Bakkeø
På den relativt lille og velafgrænsede bakkeø øst for Tønder adskiller landskabet sig væsentligt fra det øvrige slettelandskab. I modsætning til landskabsområdets øvrige små bakkeøer i den nordlige del af området, er Jejsing Bakkeø så stor, at den opleves som et selvstændigt landskab og ikke blot et element i landskabet. Bakkeøen strækker sig på tværs af kommunegrænsen til Aabenraa kommune, men det er kun landskabet inden for kommunegrænsen, der her er beskrevet og vurderet.

Ligesom de øvrige bakkeøer i Tønder Kommune, er Jejsing Bakkeø en rest af det bakkelandskab, der blev dannet under den forrige istid (Saale), men som under den seneste istid (Weichsel) blev påvirket af dels de store smeltevandsstrømme fra isranden, der lå længere mod øst, og dels permafrostens nedbrydende processer. Det afspejles i bakkeøens let bakkede terræn, der tydeligt er afgrænset mod det omgivende, flade slettelandskab. Syd for Jejsing by ligger bakkeøens mest markante bakketop, Jejsing Bjerg. Jejsing Bjerg ligger på toppen af en høj, sydvendt bakkeskrænt, hvor der er en meget god udsigt ud over det lavtliggende engareal mod syd.

Dyrkningsmønsteret er domineret af intensivt dyrkede marker, der afspejler, at bakkeøens dominerende jordart er moræneler.

Inden for kommunegrænsen er bebyggelsen især samlet i landsbyerne Rørkær og Jejsing. Øst for Jejsing ligger små og middelstore ejendomme spredt langs vejen mod Lund, mens bebyggelsen sydøst for Jejsing består af den tidligere hovedgård Store Tønde og husmandsudstykningen fra 1951, der består af 11 husmandssteder, der ligger med kort indbyrdes afstand langs vejen.

Der er væsentligt færre hegn her på bakkeøen end i det øvrige slettelandskab. Dem der er, findes især i landskabet syd for Jejsing og omkring husmandsudstykningen ved Store Tønde, hvor de strækker sig ned over bakkeøen sider. Øst for Store Tønde skaber Lille Tønde Skov og Store Tønde Skov i sammenhæng med Brøggelmose en mere sammenhængende bevoksning, der visuelt afgrænser landskabet omkring kommunegrænsen.

Den væsentligste kulturhistoriske fortælling, der knytter sig til delområdet og er synlig i landskabet, er fortællingen om hovedgården Store Tønde. Den nævnes første gang i 1481 og kom i 1500-tallet under Gottorp-hertugerne. I 1897 gik gården konkurs og blev købt af Schackenborg. Ved et mageskifte i 1951 med domænegården Røj vest for Tønder blev 120 ha udstykket til 11 husmandsbrug. I landskabet er fortællingen om Store Tønde især afspejlet i selve hovedgården, der i dag fremstår med hovedbygningen fra 1700-tallet, laden fra 1890 og et nyere avlsanlæg fra perioden 1975-88, de tilhørende skove øst for gården og selve husmandsudstykningen langs vejen.

På bakkeøen står tre mindre vindmøller i landskabet mellem Rørkær og Jejsing, og et højspændingstracé forløber langs bakkeøens nordlige afgrænsning. Begge anlæg opleves primært i det lokale landskab på bakkeøen, men mest tydeligt fra landskabet nord for bakkeøen. Også jernbanen mellem Tønder og Bylderup-Bov krydser dele af bakkeøen i sit forløb nord for Jejsing. Fordi jernbanen ligger i terræn, har den ikke en visuel påvirkning af landskabet.

Landskabets skala og kompleksitet varierer. I den vestlige del af området har landskabet en enkel og ret åben karakter samt middel til stor skala, idet bebyggelsen er samlet i landsbyerne, og der kun er få hegn, der rumligt afgrænser landskabet. Syd og øst for Jejsing er landskabet mere sammensat, idet hegn, skov og spredt bebyggelse præger landskabet og afgrænser små til middelstore landskabsrum. Omkring Store Tønde er skalaen i marker dog lokalt stor. Selv om der er mere bevoksning i den østlige del af området, opleves landskabet flere steder fortsat relativ åbent. Det skyldes især, at hegnene ofte strækker sig ned over bakkesiden og derved fungerer som udsigtskiler med udsigter over det omgivende slettelandskab. På tværs af bakkelandskabet optræder bevoksningen dog som rumskabende elementer, der delvist begrænser udsigterne.