Landskabets Sårbarhed

Landskabet vurderes generelt at have kapacitet til ændringer, når det sker med hensyn til landskabets bærende karaktertræk, der især knytter sig til hegns- og bebyggelsesstrukturen.

Landskabets ålandskaber og bakkeøer vurderes dog generelt sårbare over for ændringer, der vil påvirke disse landskabers oplevelsesværdier negativt.

Landskabets særligt sårbare områder

Skov og natur
Skov og samlet bevoksning er i dag ikke et element, der præger landskabskarakteren, selv om der i området er en vis udbredelse af små bevoksninger. Kapacitet til skovrejsning er derfor betinget af, om skov kan indpasses uden at sløre de meget karakteristiske hegnsstrukturer.

Større sammenhængende skovrejsning vil tilføre landskabet et nyt karaktertræk, der i høj grad vil ændre landskabets udtryk. Landskabets karakter vurderes derfor ikke at have kapacitet til store eller mellemstore skovrejsningsprojekter. Der imod kan der være kapacitet til små nye skovområder, hvis de kan indpasses uden at bryde oplevelsen af hegnsstrukturen.

Et bærende karaktertræk er netop landskabets mange hegn, der står i parallelle nord-sydgående linjer og strukturerer den store landbrugsflade. Landskabet vurderes derfor robust over for etablering af nye hegn, der understøtter denne struktur af hegn.

Landskabets oplevelsesrige ålandskaber vurderes sårbare overfor enhver form for tilplantning, da det vil sløre åernes og ådalenes strukturer i terrænet og fortrænge de lysåbne græsningslandskaber.

Landskabet er ikke sårbart over for naturprojekter, der i ådalene fremmer synligheden af landskabsområdets naturlige lavbundskarakter og karakter af lysåbne græsningsområder.

Landbrugsbyggeri
Landskabet vurderes generelt robust overfor nyt landbrugsbyggeri, hvis det placeres i tilknytning til eksisterende bebyggelse. Fordi gårdene ligger samlet på linjer i landskabet samt og hegnene ofte bryder synet på tværs af det flade landskab, er selv stort landbrugsbyggeri ofte helt eller delvist afskærmet. Dermed opleves gårdene overvejende i de nærmeste omgivelser. Dette forhold er et væsentligt afsæt for vurderingen.

Højt landbrugsbyggeri som siloer eller meget store bygninger vil dog ikke på samme måde kunne afskærmes med hegnsstrukturen og må derfor forventes synlige over meget store afstande i det flade landskab. Derfor kan landskabet være sårbart overfor højt og markant byggeri, der tydeligt markerer sig i landskabet over stor afstand, mens det vurderes muligt at indpasse landbrugsbygninger, der helt eller næsten helt afgrænses af hegnsstrukturen.

Byudvikling
Landskabet vurderes ikke sårbart overfor de i kommuneplanen skitserede fremtidige byområder i Bedsted, Øster Højst, Løgumkloster, Løgumgårde og Jejsing, da der primært er tale om inddragelse af nogle få markarealer langs de eksisterende byrande.

Øster Højst, Løgumgårde og Løgumkloster ligger i tæt tilknytning til ådalene omkring Lobæk og Arnå. Disse landskaber er sårbare over for byudvikling ud i områderne eller byggeri i byranden, der på grund af deres størrelse eller karakter påvirker ådalenes oplevelsesværdi negativt.

Tekniske anlæg
Slettelandskabet vurderes ikke velegnet til høje tekniske anlæg. På grund af landskabets flade terræn og relativt lave bevoksning vil høje anlæg som vindmøller, master og lignende rage langt over den karakteristiske hegnsbevoksning. Dels vurderes det at kunne dominerer landskabsbilledet både lokalt omkring anlægget og over større afstande, og dels vurderes der at være så stor forskel i skala, at de karakteristiske hegn vil blive domineret af anlæggene. Det vil svække hegnenes visuelle betydning og dermed svække landskabskarakteren.

Det vurderes i højere grad muligt at indpasse middelstore tekniske anlæg som husstandsmøller, siloer og lignende. I forhold til disse anlæg vil hegnsstrukturen i højere grad have en visuelt afskærmende effekt, og anlæggene vurderes ikke at komme til at domminere landskabets karakter væsentligt.

Arealkrævende anlæg af en lav karakter vurderes i nogen grad at kunne indpasses i de dele af landskabet, der er præget af dyrkede marker og hegn. Det er dog afgørende for vurderingen, at der ikke ændres væsentligt i markstrukturer og særligt den karakteristiske hegnsstruktur, men at netop hegnsstrukturen udnyttes til at afskærme anlægget, så det ikke visuelt vil påvirke landskabet.

Planportal

Tilbage til Planportal

Status

Landskabsanalysen er under politisk behandling

Billeder


Landskabsområdets ådale og Bakkeøer er vurderet særligt sårbare. Her ses Mårbæk Bjerg