Geologiske karaktertræk

Landskabets geologisk betingede karaktertræk er især et småbakket terræn, der i den østlige del af området rejser sig i de markante Løgum Bjerge, Tornskov Bjerg og Vongshøj og mod vest i bakkedraget ved Gasse Høje. I landskabets terrænlavninger er der forsat en del vådområder præget af mose og eng.

Geologisk dannelse
I starten af den seneste istid (Weichsel) bestod landskabet i den nordlige del af Tønder Kommune af et morænelandskab fra forrige istid (Saale). Området var ikke dækket af is og lå hen som tundra. Isen påvirkede derfor ikke området direkte, men permafrost og smeltevandspåvirkninger var løbende skyld i at landskabet skred sammen og blev udjævnet til de bløde bakker, man oplever i landskabet i dag.

Isen, der lå øst for landskabet, var under varmeperioder udsat for store afsmeltninger og skabte store mængder smeltevand. Smeltevandet løb mod vest hen over den flade slette øst for Løgumkloster, men bakkerne mellem Nørre Løgum og Løgumgårde dannede en barriere, der tvang smeltevandet mod syd. Smeltevandet eroderede kraftigt i bakkerne. På den måde blev den stejle kant, man fornemmer i landskabet, dannet. Denne kant beskyttede de bagvedliggende bakker mod erosion fra smeltevand, og da istiden var slut, stod det hævede terræn tilbage som en bakkeø omgivet af flade smeltevandssletter mod syd og øst.

Bakkeøen har grundet de forskellige processer fra istider og mellemistider en opbygning, der er sammensat af mange forskellige jordarter. Landskabet består primært af smeltevandssand med små pletter af smeltevandsgrus. Enkelte steder er der dog store områder med morænesand og moræneler, samt store partier med flyvesand og ferskvandssand. Landskabets lavbundsområder består primært af ferskvandstørv og mindre områder med ferskvandsgytje og ferskvandssand.

Hydrologi
Sammenskridninger på grund af permafrost og tørkesprækker har medført, at områdets lavbundsområder er kendetegnet ved lavvandede moseområder og engarealer.

Områdets hydrologiske forhold udgøres især af de tilbageværende moseområder og et større netværk af kanaler og vandløb, der især præger det mest lavtliggende og flade terræn i området. Brøns Å er områdets største vandløb, og åen afvander hele den nordlige del af landskabsområdet. I tilknytning til Brøns Å er der en del moseområder og lavbundsarealer. Syd for Åbenråvej er der en del mindre afvandingskanaler, der løber over i Brede Å syd for landskabsområdet.

Planportal

Tilbage til Planportal

Status

Landskabsanalysen er under politisk behandling

Billeder


Omkring Løgum Bjerge opleves terrænet væsligt mere bakket end i det øvrige landskabs område