Kulturbetingede karaktertræk

De kulturbetingede landskabstræk knytter sig især til de store skovområder, de mange hegn og områdets grøfter. Langs vejene ligger flere karakteristiske bebyggelser af mindre gårde og husmandssteder.

Kulturhistorisk oprindelse
Områdets kulturhistoriske oprindelse går dels tilbage til de store landboreformer i slutningen af 1700-tallet og dels til den senere opdyrkning og tilplantning af heden, der især er sket inden for de seneste 150 år.

Dyrkningsmønster
Arealanvendelsen er domineret af intensivt dyrkede marker, der præger landskabet mellem skovene. Flere steder er der græsarealer til kreaturgræsning og grovfoderproduktion, som bryder det ellers intensive udtryk.

Ekstensive arealer er primært at finde i den nordlige del af området langs Brøns Å samt ved Hønning Plantage og Birkelev Plantage, hvor landskabet lokalt præges af enge, moser og hede.

Bevoksningsstruktur
Bevoksningsstrukturen er domineret af små og store skove samt mange hegn, der tilsammen i høj grad udgør et af landskabets bærende karaktertræk. Skovene er generelt præget af ekstensiv drift med løvskove og enkelte nåletræsbevoksninger, men enkelte steder er der også mere intensivt drevne skovarealer. Skovene rummer flere lysninger med hedearealer, moser og enge, hvilket skaber et varieret bevoksningsmønster.

I den østlige del af området nærmest Arrild Ferieby er det især skovens rekreative funktion, der præger arealanvendelsen.

Hegnsstrukturen i området er meget varieret og består både af lave og tætte hegn af tjørn samt høje og mere semitransparente hegn af løvfældende træer og nåletræer. Hegnene er primært placeret langs markskel og på diger, men enkelte steder er de også placeret langs områdets veje.

Bebyggelsesmønster
Bebyggelsen består især af mindre husmandssteder og mellemstore gårde, der ligger langs områdets veje, men området rummer også et mindre antal større landbrug.

En stor del af bebyggelsen ligger samlet i Øster Gasse, Vester Gasse, Lovrup og Vinum. Bebyggelserne er alle oprindelige landsbybebyggelser men fremstår i dag som vejbebyggelser. Øster Gasse er dog forsat kategoriseret som landsby jf. kommuneplan (2009-2021).

Lokalbyen Arrild er områdets næststørste samlede bebyggelse. Byen består af en gammel landsbydel mod øst og et nyere sommerhusområde, Arrild Ferieby, der er vokset ind i plantagen mod vest.

Landskabsområdets største sammenhængende bebyggelse er centerbyen Skærbæk. Byen består af en gammel kerne, der rummer den oprindelig landsby, men byranden er domineret af nyere bolig- og industriområder.

Kulturhistorie
Landskabsområdets kulturhistoriske spor er spredt over flere tidsperioder, hvoraf de ældste går helt tilbage til oldtiden, og de nyeste er skabt i starten af 1900-tallet.

Flere steder i landskabsområdet findes der arealer med en høj koncentration af gravhøje. Højene ligger typisk højt i terræn og i de dele af landskabet, der har et mere ekstensivt præg. Her har højene været beskyttet mod ploven og har på den måde overlevet. Skovene og plantagerne er derfor de områder, hvor der ligger klart flest høje, men enkelte steder ses gravhøje også i det åbne landskab.

I den sydlige del af området, ved Løgumbjerge, ligger oldtidshøjen Vongshøj. Højen er en blandt 15 høje, der ligger i området, men Vongshøj udskiller sig ved at ligge solitært på marken syd for de andre høje. Højen ligger i 62 meter over havet men på toppen er der opført et tårn, så man kan komme op i 67 meter over havet. Herfra er der en fantastisk udsigt i alle retninger.

Lige nordvest for Øster Gasse ligger et bakkedrag, hvorpå der er 11 gravhøje fra sten- og bronzealderen. Området kaldes Gasse Høje, og det højeste punkt ligger 51 m over havet. Herfra er der udsigt til alle sider, men især udsigten mod sydvest ud over Vadehavet, Ballummarsken og det flade landskab er meget storslået.

Den historiske rute, Drivervejen, går igennem området mellem Brøns Mølle i nordvest og Løgumkloster i sydøst. Undervejs går vejen igennem Kalby Skov, over Gasse Høje, gennem Lovrup Skov og over Løgum Bjerge. De fleste steder er de oprindelige hulvejsspor blevet erstattet af nye og mere moderne veje og stier. Der er etableret en vandrerute langs den oprindelige rute.

Sikringsstilling Nord var en forsvarsstilling anlagt af Tyskland under første verdenskrig. Man frygtede et engelsk angreb fra nord via Esbjerg og valgte derfor at opføre forsvarsstillingen tværs gennem Jylland fra Hoptrup ved Lillebælt i øst til Skærbæk i vest. Stillingen bestod af to parallelle linjer af batterier og radiotelegrafstationer, men den blev aldrig gjort helt færdig. Efter genforeningen i 1920 valgte den danske stat at bortsprænge det meste af stillingen af frygt for, at den ville kunne bruges imod Danmark i et eventuelt fremtidigt angreb fra syd. Rester af stillingen kan dog ses flere steder blandt andet ved Øster Gasse, ved Arrild og ved Vongshøj.

Brøns Mølle er en gammel kongeligt privilegeret vandmølle, der ligger ved Brøns Å 1 km øst for Brøns. Møllens historie går helt tilbage til middelalderen, men de nuværende bygninger er opført i 1800-tallet i forbindelse med, at møllen overgik til privateje. Møllens ejer Lydik Jacobsen var en meget dynamisk mand, der blandt andet stod for at påbegynde tilplantningen af Brøns Skov og Kalby Skov. Mølledriften ophørte i 1960’erne, hvor den blev afløst af et dambrug. Dambruget blev dog nedlagt i 1991, og i den forbindelse blev mølle og mølledam genoprettet.

Der ligger kirker i Skærbæk og Arrild. Begge kirker stammer fra den store kirkebyggeperiode omkring 1200-tallet, og begge kirker har egnskarakteristiske klokketårne med spir, der medvirker til at markere kirkerne i landskabet.

Tekniske anlæg
Området rummer tekniske anlæg i form af små og mellemstore vindmøller, mellemstore højspændingstracéer, jernbanen og mindre telemaster i industriområdet i Skærbæk.

Vest for Lovrup Skov står 8 mellemstore vindmøller, der er områdets eneste større vindmøllegruppe. I landskabet øst for Skærbæk og vest for Vester Terp står henholdsvis 2 og 3 mindre møller.

Flere mellemstore højspændingstracéer krydser landskabet. Et forløber syd for Råbjerg Plantage mellem Nørre Løgum og Drengsted Østermark, et mellem Ullemølle i nord og Vestermark i syd og endelig et i den vestlige del mellem Ullemølle i nord og Skærbæk mod sydvest. Et tracé ved den sydlige områdegrænse øst for Skærbæk krydser dels det bynære landskab ved Skærbæk og dels bebyggelsen omkring Vinum længere mod sydøst.

Jernbanen går gennem landskabet mellem Brøns og Skærbæk og videre forbi Vester Gasse.

I industriområdet på østsiden af Skærbæk står flere telemaster i forskellige højder, der markerer sig i landskabet.

Planportal

Tilbage til Planportal

Status

Landskabsanalysen er under politisk behandling

Billeder


Brøns Mølle og den genoprettede mølledam i den nordlige del af Kalby Skov