De bærende kulturbetingede landskabstræk er især det opdyrkede landbrugslandskab, hvor marker afgrænses af 1-rækkede hegn og bevoksede diger, og hvor små og middelstore gårde ligger fordelt langs vejene og giver landskabet et bebygget udtryk.
Kulturhistorisk oprindelse
De kulturbetingede landskabstræk udspringer især af landboreformernes gennemførelse i den sene halvdel af 1700-tallet. Reformernes betydning for landskabets ”indretning” ses især i bebyggelsesmønsteret i og omkring landsbyerne samt i strukturen af hegn og diger omkring markerne. Disse mønstre og strukturer er de væsentligste kulturbetingede landskabstræk i området.
Dyrkningsmønster
Landskabets dyrkningsmønster er præget af det varierede terræn, idet især dyrkede marker og enkelte små skovbevoksninger præger det småbakkede terræn, mens områdets dalstrøg fremstår med et mere ekstensivt præg med især enge, men også moser med små bevoksninger.
Bevoksningsstruktur
Bevoksningsstrukturen tegnes især af områdets hegn på gamle diger og langs markskel, men også en spredt forekomst af små bevoksninger og mindre skovområder.
Landskabets hegn er typisk struktureret efter terrænet og fremstår derfor uden et gennemgående mønster. De fleste hegn består af lave tætte træer og buske, der er klippet i siderne. Enkelte steder er hegnene placeret langs vejene.
Bebyggelsesmønster
Bebyggelsesmønsteret er især præget af middelstore gårde og husmandssteder, der ligger langs vejene i en ofte jævn rytme eller samlet i små landsbyer. Det giver generelt landskabet et bebygget udtryk. Området rummer kun få store ejendomme.
Flere små og middelstore landsbyer samler især huse og små gårde men også en del nyere bebyggelse og anlæg til offentlige formål.
Lokalbyen Agerskov og centerbyen Toftlund udgør områdets to samlede bebyggelser i henholdsvis den sydlige og nordlige del af området. Begge byer består af en oprindelig landsbykerne, men er gennem de seneste 100 år blevet kraftigt udbygget, så de i dag optræder i landskabet som udprægede bymiljøer.
Kulturhistorie
De kulturhistoriske elementer, der karakteriserer landskabet er især områdets kirker, forsvarsværker fra første verdenskrig, Mandbjerg Skov og Domænegård, og nogle enkelte gravhøje.
Landskabsområder rummer ikke mange høje, men nogle få steder ses enkelte gravhøje i markskel og på bar mark. Den største koncentration af høje findes i områdets bevoksninger.
Vest for Roost ligger de to voldsteder, Søndervold og Ørnsholm/Nørrevold. Voldstederne stammer fra middelalderen, hvor man mener at der har været borge begge steder. Sagnet siger, at ridderne på de to borge lå i en langvarig strid, der endte med, at de mødtes på Roost bro og slog hinanden ihjel.
Der ligger kirker i Toftlund, Agerskov, Branderup, Tirslund og Bovlund. Kirkerne i Toftlund, Agerskov og Branderup er alle landsbykirker fra 1200-tallet, hvoraf Branderup og Agerskov Kirke har egnskarakteristiske høje spir, der kan ses fra det omkringliggende landskab. Tirslund Kirke er der imod lille og uden tårn. Til gengæld anses den for at være en af de ældste kirker i Sønderjylland, helt tilbage fra den sidste del af 1100-tallet. Bovlund Kirke er en frimenighedskirke, og den er derfor først opført i 1896. Frimenighedskirken minder i fremtoning om de andre kirker i området, den eneste undtagelse er, at kirken er opført i røde mursten. Frimenighedskirken ligger indesluttet i bevoksning, men tårnet kan ses fra enkelte steder i det omkringliggende landskab.
Sikringsstilling Nord var en tysk forsvarsstilling under første verdenskrig, der i dag kan ses rester af i bl.a. Gammelskov ved Agerskov og i Allerup Krat nordvest for Toftlund. Man opførte stillingen af frygt for et engelsk angreb fra nord via Esbjerg. Forsvarsstillingen gik derfor tværs gennem Jylland fra Hoptrup ved Lillebælt i øst til Skærbæk i vest. Stillingen blev aldrig gjort helt færdig, og da den danske stat overtog den efter genforeningen i 1920, valgte man at sprænge den bort af frygt for at den ville kunne bruges mod Danmark i fremtiden. I Gammelskov nordøst for Agerskov ligger resterne af det største batteri fra Sikringsstilling Nord, Gammelskov Batteri, og i Allerup Krat nordvest for Toftlund ligger resterne af et mindre Batteri. I Gammelskov kan man stadig se den næsten 250 meter lange batterigrav og ruinerne af de sprængte mandskabsrum, ammunitionsbunkers og betonbriske, der bar batteriets svære skibskanoner.
Tekniske anlæg
Områdets tekniske præg udgøres af flere vindmøllegrupper, et stort højspændingstracé, nogle få enkeltstående møller, nogle korte mindre højspændingstracéer, flere radio- og telemaster samt et markant industrianlæg.
Der er vindmøllegrupper af fire til otte mellemstore møller sydvest for Agerskov, syd for Rangstrup Mark og syd for Tirslund. På bakken nord for Branderup står to mellemstore møller og i området ved Åbøl Vestermark står tre mindre møller (den ene mangler rotoren). Ved Revslund står 12 møller fordelt på tværs af områdegrænsen til det flade landskab mod syd.
To næsten parallelle højspændingstracéer går i nord-sydgående linjer fra Tirslund. Det østlige trace er meget stort og har nogle meget karakteristiske master. Derudover er der et mindre trace i den sydvestlige del af landskabsområdet ved Nørre Løgum.
Der er opstillet tele- og radio/tv master ved Bjørnskov, Geestrup Mark, Rurup Vestermark og i tilknytning til byerne Branderup, Agerskov og Toftlund.
Sydvest for Toftlund ligger Andels-Kartoffelmelsfabrikken Sønderjyllands produktionsanlæg. Anlægget består blandt andet af nogle markante store siloer.
Planportal
Tilbage til Planportal
Status
Landskabsanalysen er under politisk behandling
Billeder
Branderup Kirke ligger omgivet af den lille rekreative skov nordøst for Branderup