Kulturbetingede karaktertræk

Rømø var indtil oprettelsen af de første rekreative faciliteter ved Lakolk i 1898 et lille øsamfund, primært bestående af små samlede bebyggelser på øens østside. I 1948 blev Rømødæmningen færdig, hvilket for alvor satte gang i turismen, der i dag præger store dele af øen. Øens oprindelige kulturmæssige prægning ses dog forsat mange steder på øen.

Kulturhistorisk oprindelse
Landskabskarakterens kulturhistoriske oprindelse varierer men knytter sig især til 1900-tallet. Strukturen af de mange små bebyggelser på østsiden af øen udspringer af udskiftningen af øen i starten af 1800-tallet, mens de mange feriebebyggelser for alvor bliver udbredt fra midten af 1900-tallet. Den kulturbetingede udnyttelse af landskabet knytter sig især til øens store plantageområder fra starten af 1900-tallet samt Juvre enge, der blev inddiget i 1926. Øen har aldrig haft et kultiveret landbrugspræg, da hovedparten af øens beboere har ernæret sig ved fiskeri og søfart. Sønderstrand og Juvre enge er i dag øens mest landbrugsprægede områder.

Dyrkningsmønster
Arealanvendelsen fremstår meget varieret inden for øens forskellige områder, men overordnet set har øen et naturpræget udtryk af kystlandskab. Den centrale del af øen er præget af store sammenhængende naturarealer, der primært består af hede og plantager, mens den vestlige del af øen er domineret af de store brede sandstrande og klitterne. Uden for digerne mod nord, øst og syd er der store marskarealer med strandenge. Disse arealer anvendes primært til græsning.

De inddigede marskjorde på den nordøstlige og sydlige del af øen fremstår kultiveret med græsningsarealer samt nogle få marker med kornafgrøder. Øens mest intensivt dyrkede arealer findes i området ved Sønderstrand.

På øens sydspids er anlagt en golfbane på tidligere landbrugsjord.

Bevoksningsstruktur
Der var stort set ingen træer på Rømø indtil genforeningen i 1920. Øens bevoksningsstruktur tegnes i dag derfor primært af tre klitplantager, Tvismark Plantage, Kirkeby Plantage og Vråby Plantage. Alle tre plantager stammer fra tiden efter genforeningen, hvor de blev etableret af staten med henblik på at hindre sandflugt. Plantagerne bestod oprindeligt af nåletræer ligesom mange andre vestjyske plantager, men i dag er en del af nåletræerne erstattet med løvfældende træer.

Der er kun meget få hegn på øen, og dem der er, er koncentreret i området ved Sønderstrand. Mellem de enkelte marker er der 1-rækkede hegn af gran, men ud mod klitterne er der plantet et kraftigt, flerrækket hegn bestående af fyrretræer og gran.

Øens øvrige bevoksning udgøres af nogle lave krat af rynket rose i klitterne længst mod vest, buske og enkeltstående træer i markskel. Derudover findes der i tilknytning til bebyggelsen en del buske og træer.

Bebyggelsesmønster
Rømøs bebyggelse kan inddeles i to hovedgrupper. De oprindelige gårde fra før år 1900 og feriebebyggelser fra tiden efter år 1900, der i dag udgør den mest udbredte bebyggelse på øen.

De gamle gårde ligger langs hele øens østkyst i små landsbyer. De små byer ligger ofte meget tæt, nærmest som perler på en snor fra Juvre i nord til Havneby i syd. Øens største by er Havneby, der ligger på den sydlige del af øen, ind mod Vadehavet.

I tilknytning til de mange gamle landsbyer på øens østside er der siden 1900 blevet opført flere større sommerhusområder. De fleste sommerhusområder stammer dog fra tiden efter, at Rømødæmningen blev opført i 1948. Sommerhusbebyggelsen Lakolk er eneste bebyggelse på øens vestside, og det var her de første feriehuse blev opført omkring 1900. Området består primært af sommerhuse, der ligger fordelt rundt i klitterne.

Kulturhistorie
Flere af øens små landsbyer som for eksempel Juvre udgør små kulturmiljøer bestående af egnskarakteristiske og velholdte Rømøgårde. Enkelte steder ligger de lidt større kommandørgårde der blev bygget i perioden 1600-1800-tallet, hvor mange af øens beboere ernærede sig som hvalfangere i de arktiske egne. I 1770 havde øen omkring 1.600 indbyggere, og af dem var 40 kommandører på hvalfangerskibe. I Juvre ses et levn fra den tid i form af et velbevaret hegn bygget af hvalkæber omkring en kommandørgård.

Rømøs kyster er flere steder afgrænset af diger til beskyttelse af de bagvedliggende agerjorde. Det største dige er Juvre-diget fra 1926-28. Juvre-diget omkranser den nordøstlige del af øen. En stor del af den sydlige ø er også inddiget, dels bag Havnebydiget og dels bag Klitdiget. Havnebydiget blev oprindeligt opført i 1912, men diget blev hurtigt ødelagt, og i 1925-26 blev diget udbygget, som det står i dag. Klitdiget, der beskytter Sønderstrand mod sydvest, er lavet allerede i 1867. Diget blev etableret ved, at man satte en dobbelt række af pæle, som sidenhen sandede til og dannede diget.

Indtil Rømødæmningen stod færdig i 1948, var der kun mulighed for at komme til Rømø med færge. Den godt 9 km lange Rømødæmning er flere gange siden blevet hårdt beskadiget. For at beskytte mod havets erosion er der langs med dæmningen opført en række slikgårde , og der er gravet grøbler. Disse har til formål at opbygge marskland langs diget med henblik på at stabilisere diget. Landvindingen langs diget blev dog stoppet i 1992.

Sankt Clemens Kirke, også kendt som Rømø Kirke, ligger i den lille by Rømø Kirkeby mellem Kongsmark og Havneby. Kirken stammer i sin oprindelige form fra 1200-tallet, men i 1600- og 1700-tallet blev den ombygget ret omfattende. Kirken ligger synligt i landskabet, når man kører på landevejen mellem Nørre Tvismark og Havneby.

Borrebjerg er en menneskeskabt høj i det flade marsklandskab nord for Havneby. Sagnet siger, at der på højen lå en sørøverborg, hvorfra sørøvere havde mulighed for at angribe skibe på vej til Ribe.

I sommerhusområdet ved Lakolk ligger resterne af de første turistbebyggelser på Rømø, ”Nordseebad Lakolk”. I 1898 besluttede den tysksindede pastor Jacobsen fra Skærbæk som et led i at sprede den tyske indflydelse i Sønderjylland at opføre et badested på Rømø. Turisterne blev sejlet til Kongsmark og fragtet videre til Lakolk via en hestetrukket skinnebane. Flere af de oprindelige blokhuse og dele af skinnebanen, kan stadig opleves i klitlandskabet ved Lakolk.

På Rømø blev der under 2. verdenskrig opført 50 bunkers af den tyske værnemagt. I Tvismark Plantage ligger flere bunkeranlæg, blandt andet ”Mamutbunkeren”, hvor der var opført en stor radarstilling.

Tekniske anlæg
Rømøs landskab indeholder kun få tekniske anlæg.

På den nordlige del af øen har forsvaret et større øvelsesområde, der bruges af luftvåbnet. I Juvre tæt på øvelsesområdet står et mindre radartårn.

Rømødæmningen fungerer som korridor for Rømøs energiforsyning. Langs hele dæmningen står et højspændingstracé, der ved Nørre Tvismark ender i en mindre transformerstation. Alt el på øen er lagt i jordkabler.