Rumlige og visuelle karaktertræk

Landskabets rumlige og visuelle karakter opleves meget varieret. Dels veksler landskabets terræn mellem flade sandstrande og strandenge og et småbakket klitlandskab, og dels præger plantager og bebyggelse dele af landskabet.

Skala og kompleksitet
Landskabet er meget varieret, hvad angår skala og kompleksitet. På øens østside betyder den varierede bebyggelse og den vekslende arealanvendelse, at landskabet opleves med en let sammensat karakter og en varieret skala, der overordnet er middel. De store strandområder og klitterne mod vest skaber i modsætning hertil et mere enkelt landskab, der er sat sammen af få landskabselementer, som giver landskabet en større skala.

Rumlige forhold og udsigter
Den rumlige oplevelse af landskabet veksler mellem velafgrænsede små landskabsrum i plantager og sommerhusområder, over mere åbne hedearealer og marskområder til de helt åbne kystområder. Langt de fleste steder har landskabet en åben karakter, hvor langstrakte udsigter hen over landskabet generelt præger landskabsoplevelsen.

Fra det kystorienterede landskab mod vest er der brede og langtrækkende udsigter ud over havet mod vest, mens det kystorienterede landskab omkring resten af øen er præget af udsigten over vaden til de modstående kyster på Mandø, Jylland og Sild

Bebyggelse og tekniske anlæg
De få tekniske anlæg på øen betyder, at landskabet i høj grad opleves uforstyrret. Radartårnet ved Juvre er meget lavt, og det opleves derfor kun inden for en lille radius. Højspændingsledningerne langs Rømødæmningen hænger på relativt lave master, og de opleves derfor primært ved færdsel på dæmningen.

Landskabets bebyggelse ligger fordelt over store dele af øens østside. Landsbyerne ligger ofte åbent i landskabet, men på grund af bevoksning og klitdannelser opleves de som en naturlig del af landskabet. Sommerhusområderne på øen ligger enten delvist inde i plantagerne eller med bevoksning omkring husene. Derved ligger de fleste huse skjult udadtil. Ved Lakolk ligger sommerhusene dog helt ude i de store klitter langs kysten. Mange af husene ligger helt blottet, og de virker derfor som fremmedelementer i det ellers meget enkle landskab.

Visuelle relationer til de omgivende landskaber
Fra de dele af øen, hvor der er udsigt til kysten, indgår de omkringliggende øer samt digerne og Hjerpsted bakkeø inde på Jyllands kyst i udsigterne. På dage med klart vejr er det fra øens udsigtspunkter muligt at se langt ind i land mod nord og vest.

Planportal

Tilbage til Planportal

Status

Landskabsanalysen er under politisk behandling

Billeder


De flade strandområder mod vest opleves meget åbne sammenlignet med øens plantageområder