Der er i dette område udpeget ét delområde, hvor landskabets karakter opleves anderledes end det øvrige landskabsområde.
Marsklandskabet uden for digerne
Marsklandskabet uden for digerne har en karakter, der adskiller sig væsentligt ved at være underlagt dynamisk natur, som de tidevandspåvirkede marskenge og kontakten til Vadehavet skaber.
Marsken uden for digerne ligger som et bælte langs kysten, der flere steder strækker sig over 1 km ud fra digerne. Den geologiske dannelse svarer til dannelsen for det øvrige landskabsområde, men til forskel for marskdannelsen inden for digerne, er marskdannelsen uden for digerne fortsat aktiv.
Marsken uden for digerne er præget af flade strandenge, der har et større netværk af kunstigt skabte grøbler og loer. Længst ude mod vaderne er der flere steder etableret slikgårde og faskiner med henblik på at fremme marskdannelserne. Ved Astrup Banke er der nogle få marker med korn, men ellers er der ingen arealer, der er opdyrket, ligesom der ikke er bevoksning af træer eller buske i området.
Der er ingen bebyggelse i delområdet, og det eneste tekniske anlæg, man oplever, er det lave højspændingstracé på Rømødæmningen.
Marsken uden for digerne er ligesom det inddigede marsklandskab et storskalalandskab med en meget enkel og åben karakter. Digerne danner en visuel barriere mod øst, mens landskabet åbner sig mod Vadehavet mod vest. Både mod nord og syd er der ubrudte udsigter over marsken og kystlandskabet i sin helhed. Digerne mod øst betyder, at marsken her generelt opleves som et velafgrænset og i høj grad uforstyrret landskab. Fra de vestligste dele af området kan man dog se ind over digerne til Skærbæk og Hjerpsted Bakkeø.
Delområdet indgår som en del af Nationalpark Vadehavet.
Planportal
Tilbage til Planportal
Status
Landskabsanalysen er under politisk behandling
Billeder
Marsklandskabet uden for digerne er behandlet som delområde