Geologiske karaktertræk

Landskabet i Ballummarsken er geologisk set et ungt landskab, der efter den seneste istid er dannet af det materiale, som Vadehavets tidevand og de periodiske stormfloder konstant har tilført området. Dermed blev landskabet langsomt hævet, og kysten blev flyttet længere mod vest. Siden etablering af digerne i 1923 har marskdannelsen kun foregået udenfor digerne.

Geologisk dannelse
Under landskabets marskdannelser ligger en svagt hældende smeltevandsflade, der blev dannet under den seneste istid (Weichsel). Under istiden blev store mængder sand og grus ført med enorme smeltevandsstrømme ud i Vadehavet, hvor det et stykke ude samlede sig i strandvolde parallelt med kysten. Strandvolden blev udgangspunktet for dannelsen af øerne Mandø, Rømø og den tyske ø Sild, der i sammenhæng dannede en barriere, der skabte læ i området mellem øerne og fastlandet. De rolige forhold gjorde, at salt og vandtålende plantearter langsomt voksede ud på kysten. Ved højvande blev vandbevægelserne bremset af planterne, hvorved en del af det materiale, som var opslæmmet i vandet, bundfældes mellem planterne. Ved gentagne oversvømmelser blev terrænet langsomt hævet, og det skabte mulighed for, at større og mere hårdføre planter indvandrede og bidrog til den videre marskdannelse. På grund af en mindre stigning i havspejlet er de gamle marskdannelser nogle steder flere meter tykke.

Terrænet i marsklandskabet er som følge af den langsomme opbygning meget fladt. Der findes små variationer i fladen, hvor der under dannelsen har været afløbskanaler, loer, og her er vandet ved lavvande løbet tilbage til havet. Nogle få steder i landskabet er der også små afløbsløse lavninger, hvor vandstandsende lag har kunnet tilbageholde havvand ved oversvømmelser. Vandet er efterfølgende langsomt fordampet og har efterladt en hvid saltskorpe i lavningen også kendt som en ”saltpande”.

Efter området blev inddiget i årene mellem 1914 og 1923, er opbygningen af marsken kun sket uden for digerne.

Jordarten er i hovedparten af området præget af vekslende tynde saltvandslag af ler, silt og sand, der afspejler marskens dannelse med skiftende tidevandsstrømme. Når materialet afsættes, kaldes blandingen for slik, og når det tørrer op, kaldes det for klæg. I den inderste del af marsken ved overgangen til gestranden er jordarten generelt præget af ferskvandssand og flyvesand. I enkelte afløbsløse lavninger finder man pletter med saltvandssand, der højest sandsynligt stammer fra tidligere ”saltpander”.

Hydrologi
Hele landskabsområdet er at betragte som et lavbundsområde, hvor de hydrologiske forhold i høj grad præger landskabets karakter. Det afspejles dels i arealanvendelsen men i høj grad også i grøbler og det finmaskede netværk af kanaler, der leder vandet over i de mange vandløb. Vandløbene forløber på tværs af marsken og leder vand fra området øst for marsken ud i Vadehavet.

Vandløbene havde tidligere frit udløb til Vadehavet, men efter man byggede digerne, er de blevet ledt ud gennem sluser, der kan lukkes i tilfælde af stormflod. Mod nord løber Rejsby Å og Åbølling Bæk sammen ved slusen i Rejsbydiget, og Brøns Å løber igennem Brøns Sluse. Mellem Skærbæk og Hjerpsted Bakkeø løber vandløbene Røgelstrøm, Vesterlund Bæk og Hørmøls over i Brede Å, inden den løber igennem Ballum diget ved Ballum Sluse. Langs Brøns Å og Brede Å er der foretaget en kraftig regulering af åernes forløb, men større afsnørede slynger af de gamle åløb ses stadig langs med åerne.

Kyst
Kysten ud mod Vadehavet er en flad strandengskyst, hvor især marskdannelserne og kontakten til de modstående kyster på Mandø, Rømø og den tyske ø Sild præger landskabsoplevelsen. Kystlinjen er præget af faskiner og slikgårde, der er opført med henblik på at fremme marskdannelserne, og de flade marskenge er præget af grøbler, hvor tidevandet kan løbe tilbage i havet. Kystlandskabet afsluttes ind mod land af Ballumdiget og Christian X Dige.