Landskabskarakterens Styrke

Vurdering af karakterstyrke

Særligt karakteristisk landskab

Ballummarsken, den centrale del
I langt hovedparten af Ballummarsken mellem digerne og bakkeøerne fremstår de bærende karaktertræk i form af et fladt marsklandskab med enge, kanaler, få bebyggelser og næsten ingen bevoksninger særligt tydeligt. Landskabskarakterens tydelighed vurderes derfor god.

Landskabskarakterens oprindelse som opdyrket og inddiget marsklandskab afspejles dels i landskabets flade terræn, kanaler, diger og de mange græsningsarealer, der forsat præger området i dag. Oprindelsens tydelighed vurderes god.

Den kulturmæssige udnyttelse af marsken som landbrugsressource afspejles i de mange ekstensive marskenge, der forsat præger området. Det afspejler et godt samspil mellem naturgrundlag og den kulturmæssige anvendelse. Den kunstige afvanding og digerne har dog reguleret de naturlige vandynamikker, hvilket i nogen grad svækker det naturlige samspil mellem naturgrundlaget og arealanvendelsen, så samspillet samlet set vurderes middel.

Karakteristisk landskab

Ballummarsken øst for Mjolden
I de dele af Ballummarsken, der ligger nordøst og sydøst for Mjolden, er marsken omsluttet af gestlandskaber, der med sin bevoksning og bebyggelse danner en mere lukket ramme om marsken. Marsken fremstår derfor med en mere lukket karakter og en mindre skala end den øvrige Ballummarsk. Selv om marsken i sig selv fremstår med de karaktergivende elementer og strukturer, svækkes landskabskarakteren i nogen grad af prægningen fra de omgivende gestlandskaber. Landskabskarakterens tydelighed vurderes middel.

Landskabskarakterens oprindelse som opdyrket marsklandskab afspejles stadig i de åbne græsningsarealer. En del af området er dog omlagt til permanent intensiv markdrift, hvilket slører tydeligheden af oprindelsen. Oprindelsens tydelighed vurderes middel.

Den ekstensive og intensive landbrugsdrift på de næringsrige marskjorde afspejler et rimeligt samspil mellem naturgrundlag og arealanvendelse. Dog ville samspillet fremstå mere tydeligt, hvis landskabet ikke i samme omfang var omlagt til markdrift i stedet for vedvarende græs. Samspillet vurderes middel.

Kontrasterende landskab

Ballummarsken uden for digerne
Landskabet uden for digerne er vurderet kontrasterende, fordi landskabets dynamiske karakter her adskiller sig væsentligt fra det øvrige landskabsområde. Især den naturprægede karakter af tidevandspåvirkede marskenge og Vadehavets naturlige dynamik er afgørende for vurderingen. Landskabskarakterens tydelighed vurderes god.

Landskabskarakterens oprindelse som marskenge og græsningslandskab afspejles forsat tydeligt i landskabet. Oprindelsens tydelighed vurderes god.

Det ekstensive og uopdyrkede græsningslandskab afspejler et godt samspil mellem naturgrundlag og kulturgeografi. Samspillet vurderes godt.

Planportal

Tilbage til Planportal

Status

Landskabsanalysen er under politisk behandling

Billeder


I den centrale del af Ballummarsken er det fladt marsklandskab med enge, kanaler, få bebyggelser og næsten ingen bevoksninger særligt tydeligt