Døstrup Landbrugsslette
Døstrup Landbrugsslette ligger, hvor mange forskellige landskaber mødes: De bakkede og skovklædte landskaber mod nord og nordøst, det åbne marsklandskab mod vest og det skov- og moseprægede landskab mod syd. Disse landskaber præger de overordnede landskabstræk på Døstrup Landbrugsslette. Samtidig er området geologisk set en del af det slettelandskab, der strækker sig øst for Løgumkloster.
Beliggenhed, afgrænsning og delområder.
Landskabets kendetegn
Landskabsområdet omfatter det nordvestlige hjørne af Tinglev Hedeslette. Landskabet er her et intensivt landbrugslandskab, der er kendetegnet ved et relativt fladt terræn med dyrkede marker, der afgrænses af mange nord-sydgående læhegn og et netværk af afvandingskanaler. Spredt i området er der nogle få mindre bevoksninger, der ligesom hegnene bryder udsigterne på tværs af landskabet. Den vestlige del af området er gestrand til Ballummarsken, og området har derfor en del bebyggelse i relation til marsken. Landskabets skala er overvejende middel, men i områdets lavbundsområder, hvor der kun er få hegn, åbner landskabet sig op til en større skala.
Områdets bebyggelsesstruktur tegnes af en del mellemstore landsbyer, der ligger fordelt over hele området. Uden for landsbyerne ligger mindre husmandssteder og store gårde samlet langs områdets veje. Landskabet præges af flere mindre tekniske anlæg som små højspændingstracéer og små vindmøllegrupper. Disse anlæg er især koncentreret i området mellem Drengsted og Bredebro.
Der er i området afgrænset to delområder, hvor landskabets karaktertræk er anderledes. Det gælder områderne Brede Bakkeø og Brede Ådal. Disse områder er beskrevet særskilt.
Landskabets værdier
Landskabets værdier knytter sig især til den kulturhistoriske landskabsfortælling, der knytter sig til gestbebyggelserne langs overgangen til Ballummarsken mod vest. Det gælder Abterp, Mjolden, Ottersbøl og Randerup. Disse bebyggelser ligger alle på et svagt hævet terræn, der inden digerne beskyttede husene mod stormfloder, den såkaldte geststrand.
Landskabets afgrænsning
Landskabsområdet ligger centralt i Tønder Kommune mellem Bredebro og Skærbæk. Mod vest grænser området op til det flade og åbne landskab i Ballummarsken. Mod nord og mod øst grænser området op til det bakkede og skovklædte landskab mellem Skærbæk og Løgumkloster. Mod syd grænser området op til de mange skov- og moseområder syd og øst for Bredebro.
Landskabets afgrænsning er så vidt muligt lagt i erkendelige linjer i landskabet som skovbryn, hegn, grøfter, veje og markskel.
Planportal
Tilbage til Planportal
Status
Landskabsanalysen er under politisk behandling
Billeder
Det intensive landbrugslandskab på Døstrup Landbrugsslette, er kendetegnet ved et relativt fladt terræn med dyrkede marker