Landskabet er kendetegnet ved et fladt terræn uden store terrænforskelle. En stor del af området er tidligere lavbundsområder, men der er foretaget en kraftig dræning, og landskabet er derfor stærkt præget af et stort netværk af afvandingskanaler og opdyrkede lavbundsområder.
Geologisk dannelse
Landskabsområdet er geologisk set en del af Tinglev Hedeslette. Dannelsen af de geologiske karaktertræk i området knytter sig primært til de geologiske processer under den seneste istid (Weichel). Under denne istid var landskabet i Tønder Kommune ikke dækket af den is, idet isranden i hele perioden lå øst for kommunegrænsen. Under varmeperioder skabte afsmeltninger fra isen store mængder smeltevand, der strømmede fra isfronterne mod vest, hvor det fandt vej til kysten gennem det bakkelandskab, der blev dannet under den forrige istid (Saale). Slettelandskabet i dette landskabsområde er ét af de områder i kommunen, der dannede underlag for de enorme smeltevandsstrømme.
Smeltevandet medtog store mængder materiale i form af sten, grus og sand som løbende blev aflejret i landskabets terrænlavninger. Derved blev de store flade sletteområder skabt. De grove sedimenter som sten og grus blev aflejret først, og de lidt finere sedimenter som sand, silt og ler blev bragt længere vestpå. Jordarten er derfor præget af ferskvandssand samt nogle enkelte mindre pletter med flyvesand. I landskabet længst mod vest og syd har smeltevandsstrømmene ikke været kraftigt nok til at fjerne morænejorderne fuldstændigt, og derfor er der nogle små svage bakkeøknolde bestående af moræneler, morænegrus og smeltevandssand. Områdets lavbundsarealer er præget af ferskvandsgytje og ferskvandstørv.
Hydrologi
Det lavtliggende terræn afspejles i, at en stor del af området er lavbundsområde. Mange afvandingskanaler dræner dog området i en grad, der svækker synligheden af dette karaktertræk.
I dag er det derfor selve afvandingskanalerne, der løber i markskel og samles i landskabets vandløb, der er et væsentligt karaktertræk. Vandet ledes til Brede Å, der fører vandet videre ud gennem marsken til Vadehavet.
Kyst
Der er ingen kystrelation i landskabsområdet.
Planportal
Tilbage til Planportal
Status
Landskabsanalysen er under politisk behandling
Billeder
Landskabet fremstår meget fladt uden store terrænmæssige variationer