Hjerpsted Bakkeø
Hjerpsted Bakkeø ligger som en markant bakkeknold ud mod Vesterhavet. Mod nord, øst og syd er den omgivet af flade marsklandskaber, og landskabet har derfor stærke relationer til både marsken og Vadehavet. Det afspejles tydeligt i landskabets bærende karaktertræk.
Beliggenhed og afgrænsning.
Landskabets kendetegn
Landskabet på bakkeøen er kendetegnet ved et småbakket terræn med intensivt dyrkede marker som opdeles af hegn, mindre nåletræsbeplantninger og nogle få plantageområder. Bevoksningen opleves mest på den centrale del af bakkeøen, hvor den inddeler landskabet i mindre landskabsrum, mens bakkeøens randområder er præget af større og mere åbne vidder.
Det er karakteristisk, at bebyggelsen i vid udstrækning er samlet i de mange landsbyer, der strækker sig langs vejene på de ydre dele af bakkeøen som gestbebyggelser, og at bebyggelsen ofte består af store, velbevarede og egnskarakteristiske gårde i vestslesvigsk byggestil.
Derudover er landskabet præget af en del tekniske anlæg som vindmøller, tele- og radiomaster og højspændingsledninger. Særligt synlig er der et ældre stort vindmølleområde midt på bakkeøen.
Landskabets værdier
Landskabsområdet er i kraft af den unikke placering mellem marsken og Vadehavet rig på både geologiske, kulturhistoriske og naturmæssige værdier. Bakkeøen fremstår som en markant geologisk struktur, der rejser sig fra den flade marsk og vadefladen, der omgiver den. Landskabet er samtidig rigt på kulturhistoriske elementer og mønstre, der især knytter sig til de mange velbevarede gestbebyggelser, der præger randen af bakkeøen men også elementer som kirker, bopladser og gravhøje.
Den tætte kontakt til Vadehavet og marsklandskaberne er med til at tilføre landskabsoplevelsen et højt naturindhold, selv om landskabet på bakkeøen i sig selv primært består af landbrugsarealer.
Landskabets afgrænsning
Landskabsområdet Hjerpsted Bakkeø bestå af en stor bønneformet bakke, der ligger langs Vadehavskysten i området mellem Ballummarsken og Tøndermarsken. Landskabet er derfor naturligt afgrænset, hvor terrænet for foden af bakkeøen flader ud i marsken eller Vadehavet.
Mod vest afgrænses landskabsområdet langs kysten mod Vadehavet. Mellem Emmerlev Klev og Koldby er kysten præget af en svag kystklint, og nordpå udgøres kystlinjen af et lavt sommerdige. Mod nord og øst afgrænses landskabsområdet af de omkringliggende flade, ubebyggede og lavtliggende arealer domineret af marsk og mose. Mod syd går grænsen syd om Højer og følger den nordlige ende af det gamle dige mellem Rudbøl og Emmerlev Klev.
Planportal
Tilbage til Planportal
Status
Landskabsanalysen er under politisk behandling
Billeder
Landskabet på Hjerpsted Bakkeø består af et småbakket terræn med intensivt dyrkede marker