Anbefalinger til forvaltningen af landskabets karakter

Landskabet på Hjerpsted Bakkeø rummer store landskabsværdier, der i forening formidler en række geologiske og kulturhistoriske fortællinger. Disse fortællinger bør der i sagsbehandling og planlægning værnes om.

Skov og natur
Der bør ikke laves skovrejsning i gestlandskabet samt i landskabet omkring kirkerne i Vesterende Ballum, Emmerlev og Hjerpsted. Skovrejsning vil her sløre de kulturhistoriske mønstre og elementer, der kendetegner landskabet.

Ønskes skovrejsning i området, bør det begrænses til i mindre omfang at ske i den centrale del af området, hvor plantager og mindre bevoksninger i forvejen kendetegner landskabet.

Landbrugsbyggeri
I gestlandskabet bør nyt landbrugsbyggeri i høj grad tilpasses karakteren af den eksisterende og ofte egnskarakteristiske bebyggelse, herunder gårdenes karakter, skala og placering i landskabet. Det er vigtigt, at den enkelte ejendoms bygninger samlet set fremtræder harmonisk i størrelse, farve og generel fremtoning. Der skal tages hensyn til, at landskabet har en meget åben karakter, og at byggeriet derfor vil optræde meget synligt i landskabet – både inden for området og fra de omgivende landskaber.

En konkret vurdering bør ligge til grund for eventuelt større landbrugsbyggeri i området, der bør begrænses til den del af bakkeøen, hvor landskabet er vurderet karakteristisk. Her skal der forsat lægges stor vægt på, at den samlede bygningsmasse fremtræder harmonisk i landskabet. Særligt i den centrale del af området kan bevoksning i form af hegn og små bevoksninger i højere grad benyttes til afskærmning omkring ejendommen eller i lokalområdet uden at bryde bevoksningsstrukturen.

Byudvikling
Ved Højer skal ny bebyggelse holdes nord for den eksisterende bebyggelse og fremstå harmonisk i sammenhæng med den øvrige by. Byranden bør som helhed fremstå med en transparent grøn afgrænsning, der opbløder overgangen mellem land og by.

Områdets øvrige bebyggelser/landsbyer bør friholdes for enhver form for byudvikling/omdannelse, der svækker fortællingen om gestlandskabet og bebyggelsens karakteristiske beliggenhed, struktur og karakter.

Tekniske anlæg
Der bør ikke tilføres nye høje tekniske anlæg til området, da disse vil være synlige over meget store afstande. Der skal være opmærksomhed på, at høje anlæg på bakkeøen vil blive fremhævet i forhold til de omgivende landskaber og påvirke oplevelsen af blandt andet marsklandskabet og Vadehavsområdet.

Tekniske anlæg i middel skala eller lav karakter bør begrænses. Der skal være opmærksomhed på, at selv få nye anlæg kan få en betydelig kumulativ effekt i sammenhæng med de anlæg, der i dag optræder i landskabsbilledet. Tekniske anlæg af denne karakter kan om nødvendigt placeres i den centrale del af landskabet, der i højere grad er præget af bevoksning og varieret terræn, når de udnyttes til at afskærme anlægget helt eller delvist fra omgivelserne.

Gestlandskabet bør helt friholdes for nye tekniske anlæg.

Særlige udsigter
Der bør ikke fortages ændringer langs Vadehavskysten, Ballummarsken og Tøndermarsken, der enten vil begrænse udsigtsmulighederne eller i væsentlig grad kan forringe eller forstyrre kvaliteten af udsigten og den landskabsoplevelse, den fører med sig.

Planportal

Tilbage til Planportal

Status

Landskabsanalysen er under politisk behandling

Billeder


Udsigterne ud over Vadehavet fra kysten syd for Hjerpsted