De kulturbetingede landskabstræk på Hjerpsted Bakkeø er især knyttet til livet i og omkring marsken og Vadehavet. Bebyggelserne tegner klare kulturhistoriske mønstre i landskabet, og her finder man mange velbevarede, egnskarakteristiske huse og gårde.
Kulturhistorisk oprindelse
Landskabsområdets kulturhistoriske oprindelse knytter sig især til bebyggelsesstrukturen, der dels afspejles i landsbyernes placering på gestranden og dels udspringer af landboreformernes gennemførelse i slutningen af 1700-tallet og starten af 1800-tallet. Området rummer mange fine og egnskarakteristiske gårde og huse fra perioden.
Dyrkningsmønster
Landskabets dyrkningsmønster udgøres overvejende af intensivt dyrkede marker men også nogle enkelte græsmarker, der lokalt bryder det intensive udtryk.
I den centrale del af området ved Hjerpsted er der flere ekstensive arealer præget af hede, plantage og kratbevoksning.
Langs kysten er der flade marskdannede områder med strandenge, der både bliver brugt til græsning og høslæt.
Bevoksningsstruktur
Områdets bevoksningsstruktur udgøres af nogle få mindre nåletræsbevoksninger og plantager, samt et netværk af læhegn. Hegnene er næsten udelukkende placeret på den indre del af bakkeøen, og der er generelt få hegn på bakkeøens rande. Hegnene er typisk placeret langs grøfter, veje og langs marskskel.
Områdets største sammenhængende bevoksning er Tingdal Plantage, der ligger mellem Hjerpsted og Sønder Sejerslev.
Bebyggelsesmønster
Bebyggelsen i landskabsområdet udgøres primært af større gårde og mindre husmandssteder, der ligger langs vejene eller samlet i områdets landsbyer. En stor del af bebyggelsen fremstår egnskarakteristisk og i flot stand. Bebyggelserne langs bakkeøens rand er alle gestbebyggelser, der har en stor kulturhistorisk tilknytning til marsken og Vadehavet. Gestbebyggelserne udgør derfor et af landskabets væsentlige karaktertræk.
Områdets største by er centerbyen Højer, der med tiden er vokset ud over bakkeøens kant og ned på den flade marsk mod syd. Derudover består området af lokalbyerne Husum Ballum og Sønder Sejerslev og landsbyerne Østerende-Vesterende Ballum, Skast og Hjerpsted.
Kulturhistorie
Randen langs bakkeøen eller gestranden er præget af en del karakteristiske gestbebyggelser. Her har gårdene historisk set været placeret med tilgang til både den gode landbrugsjord på bakkeøen og den gode græsningsjord i marsken. Bebyggelserne ligger typisk langs vejene, der følger bakkeøens rand rundt, og her findes mange velholdte og velbevarede gårde fra 1700- og 1800-tallet.
Landskabsområdet rummer en del fortidsminder i form af gravhøje og et enkelt voldsted. Der findes gravhøje over hele området, men koncentrationen er størst i området langs kysten mellem Koldby og Emmerlev Klev. Nord for Nørre Sejersbøl ligger middelalder vodstedet Kogsbøl. Her lå adelsgården Kogsbøl, der kendes tilbage til 1393. Gården er dog for længst revet ned, og det eneste tilbageværende er voldstedet bestående af to firkantede holme omgivet af voldgrave.
Der ligger flere mindre landsbykirker i landskabsområdet. Emmerlev Kirke ligger markant på en bakketop lige syd for Sønder Sejerslev, og herfra kan man blandt andet se til Højer, hvor Højer Kirkes tårn, Højer Mølle og Højer Vandtårn rager op. Hjerpsted Kirke og Ballum Kirke ligger begge i gestlandskabet ud mod Vadehavet. Hjerpsted Kirke ligger frit uden omkransende bebyggelse. Områdets sidste kirke er Skast Kirke, der ligger i landskabet nord for Skast.
Højer Mølle, der ligger midt i Højer by, er en hollandsk vindmølle fra 1857. Møllen er en af de største hollandske vindmøller i Nordeuropa, og den fremstår velbevaret. Møllen fungerer i dag som museum.
Midt i Højer by ligger Højer Vandtårn. Vandtårnet er ikke længere aktivt, men det fremstår markant i landskabet og som en del af kulturmiljøet omkring Højer by.
Tekniske anlæg
Landskabsområdets tekniske anlæg udgøres af en del vindmøller, enkelte tele- og radiomaster, et højspændingstracé og en losseplads.
Området største teknisk anlæg er den store vindmøllepark nordøst for Hjerpsted på Rejsby Hede. Området var, da det blev opført i 1995, Nordeuropas største vindmøllepark med hele 40 møller. Nord for Emmerlev står en mindre gruppe på 4 møller og nordøst for Skast står en gruppe på 3 møller. Derudover er der nogle få enkeltstående møller rundt om i landskabet.
Et højspændingstracé går stik nord fra Højer og drejer mod øst ved en mindre transformatorstation nordvest for Skast. Nordøst for Vester Gammelby står en stor mast. Lige nord for masten er der en losseplads med deponier. Syd for Husum-Ballum står en mindre mast.
Planportal
Tilbage til Planportal
Status
Landskabsanalysen er under politisk behandling
Billeder
Højer Mølle fremstår velbevaret og markant i landskabet omkring Højer