Geologiske karaktertræk

Tøndermarsken er et helt særligt geologisk område, der ikke findes andre steder i Danmark. Den store flade er dannet af Vadehavet, men gennem flere hundrede år har mennesker sat sit præg på landskabet, og det ellers flade terræn er blevet opbrudt af diger, grøfter og grøbler.

Geologisk dannelse
Tøndermarsken er overordnet set en smeltevandsslette fra seneste istid (Weichsel), der efter istiden er overlejret af tidevandsaflejringer. Marskens geologiske dannelse tager derfor afsæt i istiden, hvor der i flere varmeperioder var store smeltevandsstrømme fra isen mod øst til kysten mod vest. Smeltevandet medtog store mængder sand og grus, der dels blev aflejret i landskabet i takt med, at vandstrømmen aftog og derved skabte den store flade slette under marsken og dels blev skyllet ud i havet, hvor det blev samlet i de strandvolde, der senere blev til øerne Rømø og Sild. Rømø og Sild kom til at danne en barriere i havet, der skabte læ i området mellem øerne og fastlandet, og det skabte forudsætningerne for Vadehavet.

Efter istiden blev den flade smeltevandslette i takt med havstigningerne oversvømmet af Vadehavets tidevand. De rolige forhold i Vadehavet gjorde, at salt- og vandtålende plantearter langsomt voksede ud på vaden. Ved højvande kunne planterne bremse vandets bevægelser, og derved kunne opslæmmet materiale bundfældes. Efterhånden som mere materiale blev aflejret, blev vaden langsomt hævet, og større og mere hårdføre planter fik mulighed for at indvandre, hvilket accelererede marskdannelsen. På grund af havspejlsstigningerne er de gamle marskdannelser i dele af marsken flere meter tykke. Opbygningen af Tøndermarsken er blevet standset, efterhånden som man har bygget diger længere og længere mod vest. Der er dog forsat marskdannelse uden for Det Fremskudte Dige.

Terrænet er en stor flade, der hælder en smule mod vest. Der er kun få naturlige variationer i terrænet, men enkelte steder kan man ane afløbskanaler, loer, hvor vandet ved ebbe er løbet tilbage til havet eller små afløbsløse lavninger, hvor vandstandsende jordlag har tilbageholdt havvandet efter oversvømmelser. Når vandet i terrænlavningerne er fordampet, aflejres en hvid saltskorpe i lavningen også kendt som en ”saltpande”.

Jordarten er i hovedparten af området præget af vekslende tynde saltvandslag af ler, silt og sand. Det afspejler marskens dannelse med skiftende tidevandsstrømme og stormsandlag og er karakteristisk for marskområder. Når materialet afsættes, kaldes blandingen for slik, og når det tørrer op, ligger det som aflejret sand, silt og klæg. Syd og sydøst for Tønder er jordarten i Ubjerg Kog og Gest Kog i modsætning til den øvrige marsk domineret af ferskvandsdannelser samt lange strøg af flyvesandsaflejringer, der lokalt afspejles i et let hævet terræn. Selve Tønder by ligger på et let hævet terræn af ferskvandssand, der er en smeltevandsaflejring fra istiden.

Hydrologi
Områdets hydrologiske forhold udgøres især af et omfattende netværk af grøbler og kanaler, der afvander Tøndermarsken. En vigtig forudsætning for afvandingen er de fire pumpestationer, der løfter vandet fra kanalerne op i Tøndermarskens inddigede hovedvandløb Vidå. Der har været diger langs Vidå siden 1920’erne, og ved udløbet til Vadehavet løber åen igennem to sluser, der lukker ved højvande. I Margrethe Kog er der etableret en større saltvandssø som erstatningsnatur for de marskområder, der blev inddiget i starten af 1980’erne. Søen forsynes via pumper med havvand i sommerhalvåret. Det skaber et rigt marint dyreliv, som danner fødegrundlag for de mange fugle i området. Søen fungerer samtidig som magasin for vandet fra Vidå i tilfælde af, at slusen lukkes i længere perioder.

Kyst
Kysten ud mod det sydlige Vadehav er en flad strandengskyst, hvor især marskdannelserne og kontakten til de modstående kyster på Rømø og Sild præger landskabsoplevelsen. Kystlinjen er præget af et smalt bælte af gamle faskiner og slikgårde, der er opført med henblik på at fremme marskdannelserne. I marskengene er etableret grøbler, hvor tidevande kan løbe tilbage i havet. Kystlandskabet afsluttes ind mod land af digekronen på Det Fremskudte Dige.