Mål for landskabets karakter

Strategiske mål

Beskyt landskabskarakteren

Tøndermarsken vest for Tønder
I den del af Tøndermarsken, der ligger vest for Tønder, er landskabet vurderet særligt karakteristisk og oplevelsesrigt. Det betyder, at landskabet her særligt tydeligt formidler landskabets bærende karaktertræk og landskabelige fortællinger. Landskabet har derfor fået det strategiske mål beskyt.

Søerne i Vidåsystemet
Landskabet omkring søerne i Vidåsystemet er vurderet særligt oplevelsesrigt på grund af de kulturhistoriske og naturmæssige værdier, som landskabet rummer. Landskabet har derfor fået det strategiske mål beskyt.

Målsætningen betyder, at der skal lægges særlig vægt på, at landskabets bærende karaktertræk bevares og om muligt styrkes, herunder også de eventuelle oplevelsesværdier landskabet formidler. Ændringer i området bør således kun ske, hvis de i særlig grad tilpasses landskabets karakter.

Særlige udsigter
Den vestlige del af Tøndermarsken og især digerne er præget af særlige udsigter ud over Vadehavet og marsken. Udsigterne har fået det strategiske mål beskyt.

Beskyttelsesmålsætningen betyder, at der ikke bør ske ændringer, der begrænser eller forringer udsigterne eller udsigtsmulighederne.

Vedligehold landskabskarakteren

Tøndermarsken øst for Tønder
I den østlige del af området er landskabet vurderet karakteristisk uden særlige oplevelsesværdier og har derfor fået det strategiske mål vedligehold.

Sejersbæk Kog
Sejersbæk Kog har fået det strategiske mål vedligehold, fordi landskabet her er vurderet karakteristisk uden særlige oplevelsesværdier.

Vedligeholdelsesmålsætningen betyder, at der kan ske ændringer i landskabet, men at det bør ske med hensyn til landskabets karakter. En landskabelig tilpasning af projekterne bør således understøtte landskabets karaktertræk.

Planportal

Tilbage til Planportal

Status

Landskabsanalysen er under politisk behandling

Billeder


De særlige udsigter der kendetegner Tøndermarsken og Vadehavet bør beskyttes