Landskabskarakterens styrke
Vurdering af karakterstyrke
Særligt karakteristisk landskab
Tøndermarsken vest for Tønder
I den vestlige del af Tøndermarsken fremstår landskabets bærende karaktertræk i form af et fladt marsklandskab, med enge, diger, kanaler, få bebyggelser og få bevoksninger særligt tydeligt. Landskabskarakterens tydelighed vurderes derfor god.
Landskabskarakterens oprindelse som afvandet marsklandskab afspejles dels i landskabets flade terræn, kanaler, diger, pumpestationer og de vidtrækkende engområder, der forsat præger området i dag. Oprindelsens tydelighed vurderes god.
De mange ekstensive marskenge, der forsat præger området, afspejler et godt samspil mellem naturgrundlag og den kulturmæssige anvendelse. Den kunstige afvanding og digerne har dog reguleret de naturlige vandynamikker i en sådan grad, at enkelte arealer i dag dyrkes intensivt. Samspillet vurderes middel.
Karakteristisk landskab
Tøndermarsken øst for Tønder
I den østlige del af Tøndermarsken fremstår de karaktergivende elementer og strukturer i form af det flade marsklandskab med enge, diger, kanaler, få bebyggelser og få bevoksninger, tydeligt. Landskabet præges dog af væsentligt mere bevoksning og bebyggelse end den vestlige del. Det gør, at landskabet opleves mere afgrænset og i en mindre skala. Landskabskarakterens tydelighed vurderes middel.
Landskabskarakterens oprindelse som afvandet marsklandskab afspejles stadig i enkelte græsningsarealer. En stor del af området er dog i takt med afvandingen omlagt til intensiv markdrift, hvilket slører tydeligheden af oprindelsen. Oprindelsens tydelighed vurderes middel.
Den intensive landbrugsdrift på de næringsrige marskjorde afspejler et rimeligt samspil mellem naturgrundlag og arealanvendelse. Dog ville samspillet fremstå mere tydeligt, hvis landskabet var bibeholdt med vedvarende græs. Samspillet vurderes middel.
Sejersbæk Kog
Sejersbæk Kog er vurderet karakteristisk, fordi landskabet ligesom det øvrige landskabsområde er domineret af afvandede enge, stort set uden bebyggelse og bevoksning. Det smalle og aflange kog har dog på grund af de omkringliggende bakkeøer en kararakter, der minder om en ådal. Landskabskarakterens tydelighed vurderes middel.
Landskabskarakterens oprindelse som afvandet marsklandskab afspejles godt i græsningslandskab og kanaler. En stor del af det smalle kog er dog blevet lagt om til intensiv landbrugsdrift med korn. Oprindelsens tydelighed vurderes middel.
Ligesom i den øvrige del af landskabsområdet afspejler arealanvendelsen som græsningslandskab et godt samspil mellem naturgrundlag og kulturgeografi. Samspillet vurderes godt.
Kontrasterende landskab
Søerne i Vidåsystemet
Landskabet inden for digerne omkring Vidåsystemet er vurderet kontrasterende, fordi landskabet her adskiller sig væsentligt fra det øvrige landskabsområde. Især de åbne vandflader og den indadvendte orientering mod vandfladerne er afgørende for vurderingen. Landskabskarakterens tydelighed vurderes god.
Landskabskarakterens oprindelse som vådområder langs Vidå er forsat tydeligt afspejlet i landskabet. Oprindelsens tydelighed vurderes god.
De åbne vandflader udtrykker et fint samspil mellem naturgrundlaget og den kulturbetingede anvendelse. Digerne omkring vandfladerne har dog i mindre omfang skabt en unaturlig afgrænsning af vandets udbredelse. Samspillet vurderes middel til godt.
Planportal
Tilbage til Planportal
Status
Landskabsanalysen er under politisk behandling
Billeder
Den vestlige del af Tøndermarsken er vurderet særligt karakteristisk