Den tilladte afledte vandmængde til det forsyningsejede kloaksystem for den pågældende matrikel indenfor et kloakopland reguleres via tilslutnings- eller byggetilladelse. Hvis afledning af regnvand ikke står beskrevet, er det ikke tilladt borgeren at aflede regnvand til det forsyningsejede kloaksystem.
Når en ejendom tilsluttes det forsyningsejede kloaksystem betaler borgeren tilslutningsbidrag, hvilket er en engangsydelse. Tilslutningsbidraget betales af borgeren, når Tønder Forsyning fører stik ind til grunden. Tilslutningsbidraget giver ret til at aflede regnvandet til det forsyningsejede kloaksystem.
I forhold til krav til afledning i forbindelse med ændring af arealanvendelse, tages der udgangspunkt i følgende tre scenarier:
- Eksisterende forhold.
- Eksisterende forhold, hvor der sker en ændring.
- Fremtidige forhold.
Eksisterende forhold
Lokalplanernes bestemmelser har kun virkning fremadrettet. Eksisterende byggeri og anden befæstelse kan altså ikke reguleres ifm. vedtagelsen af en ny eller revideret lokalplan.
En ejendom har ret til at være tilsluttet i det omfang, den oprindeligt blev tilsluttet. Tilslutningsretten er tidsubegrænset og kan ikke tilbagekaldes, bortset fra efter gensidig, frivillig aftale mellem forsyningsselskabet og grundejer. Kommunen kan således ikke ved en ny spildevandsplan/administrationspraksis ændre på eksisterende, lovlige forhold.
Det er endvidere tvivlsomt, om kommunen ved en ny spildevandsplan/administrationspraksis kan ændre bagudrettet på afledningsretten med henblik på klimatilpasning ved eksisterende og uændrede forhold.
Regulering af eksisterende befæstelse er altså ikke mulig. Det er kun muligt at stille krav, når der sker ændringer på den pågældende ejendom. Omfanget af mulige krav afhænger af, hvilke ændringer, der sker, samt et konkret skøn. Sådanne skøn kan kræve en del administrative ressourcer.
Eksisterende forhold, hvor der sker en ændring
Tønder Kommune kan foretage en ændring af afledningsretten, hvis der foretages ændringer på eksisterende forhold. Ændringer af eksisterende forhold kan bestå af:
- Udvidelse af befæstede arealer og omlægning/ombygning af befæstede arealer og bygninger (ved omlægning af arealer >400 m2).
- Ændring af arealanvendelsen (eksempelvis erhverv til bolig).
- Ubebygget matrikel, hvor bygherre vil bygge.
Ændringen i afledningsretten for den pågældende matrikel ved en ændring skal håndteres via tilslutningstilladelsen.
Fremtidige forhold
Ved afledning af overfladevand til Tønder Forsynings regnvandssystemer skal vandmængder begrænses og/eller forsinkes svarende til de fastsatte maksimale befæstelsesgrader i de vedtagne lokalplaner.
Det er i lokalplanerne muligt at indskrive krav til maksimal befæstelsesgrad på en matrikel i lokalplanen. Den maksimale befæstelsesgrad skal dog relateres til et ønske om arealudnyttelsen og ikke til kapaciteten i kloaksystemet. Det skal bemærkes, at der i lokalplanen ikke kan stilles krav om forsinkelse men kun om maksimal befæstelsesgrad.
Ligeledes kan de fremtidige forhold fastsættes i forbindelse med tilslutningstilladelse til ejendommen. Dette er dog kun anerkendt praksis for virksomheder og ikke parceller.
Inden Tønder Kommunes accept af en given udledning fra det pågældende område, skal Tønder Forsyning godkende den tilledte vandmængde. Tønder Forsyning foretager en vurdering af det pågældende ledningsnets kapacitet op- og nedstrøms koblingen af den tilledte vandmængde.
Sammenfatning
Tønder Kommune kan ikke påbyde forsinkelse i allerede eksisterende kloakoplande, hvor der ikke sker ændring i arealanvendelsen.
Hvis en matrikel ændrer arealanvendelsen eller foretager en væsentlig ombygning, har Tønder Kommune mulighed for at stille krav til afledningen. Det betyder, at afledningsforholdene revurderes med arealændringen.
I fremtidige tilladte afledninger til kloaksystemet beror Tønder Kommunes accept til borgeren på, at Tønder Forsyning foretager en vurdering af afløbssystemet og hvorvidt dette kan håndtere den øgede belastning. Der skal i forbindelse med undersøgelsen være en opmærksomhed på, om en evt. restkapacitet i afløbssystemet skal bruges i forbindelse med planlagte udstykninger.
Der vil være en naturlig drosling af regnvand trods øget befæstelsesgrad i form af stikledningens kapacitet. Dog skal Tønder Forsyning godkende den kommende belastning.