Separering af fælleskloak kan typisk ske ved en af følgende scenarier:
- Fællessystem overgår til separatsystem spildevandsledning og regnvandsledning.
- Semiseparering, samme som ovenfor med den forskel, at spildevandsledningen skal føre overfladevand fra tilsluttede grunde, hvor det ikke er muligt/meget besværligt at få overfladevandet ført ud til den nye regnvandsledning.
- Fællesledning overgår til- eller afløses af en spildevandsledning. Overfladevand fra grunde er afkoblet på baggrund af frivillige aftaler, evt. med kompensation for udtræden med overfladevand.
- Som led i kloakfornyelse nedlægges forsyningens regnvandsledning i en gade til fordel for placering i en anden gade, hvortil overfladevandet fra de tilsluttede grunde kan ledes.
Ved eksempel 1 og 2 overføres vejafvanding fra fællesledningen til regnvandsledningen på forsyningens foranledning og betaling. Dette er gængs lovmæssig praksis.
Ved eksempel 3 og 4 har gennemgang af praksis i andre kommuner vist, at der er uenighed/tvivl om, hvordan forsyningspligten for vejvand skal håndteres. Divergensen består i, hvordan forsyningspligten skal fortolkes i tilfælde, hvor et område i spildevandsplanen overgår til et rent spildevandskloakeret område, hvor der tidligere har været forsyning med regnvands- eller fællesledninger. Dette afføder følgende spørgsmål:
- Har vejejere i disse tilfælde en afledningsret, der ikke kan fratages uden aftale og eventuelt med tilhørende kompensation.
- Vil forsyningspligten være opfyldt, såfremt forsyningen anviser et tilslutningspunkt ved skelgrænsen med en placering, som er bekvem for forsyningen, hvorefter omkostninger til fremførsel af ledningsanlæg til dette punkt er vejens anliggende.
Eksempel 3 og 4 har ikke været aktuelle i Tønder Kommune, men kan meget vel blive aktuelle i fremtiden.
Snitfladen mellem forsyning og vejejer er aftalt til følgende:
- Ved overgang til spildevandskloakeret område fra kloakeringsprincipper, der indebærer afledning af overfladevand, kræves det, at der forinden er indgået aftale mellem forsyning og vejejer om, hvordan vejafvandingen fremtidigt skal håndteres.