Ved rensning af spildevand på renseanlæg dannes slam. Slam er den bundfældige del af spildevandet, der adskilles fra det rensede spildevand i efterklaringstankene.
Spildevandsslam fra de forsyningsejede renseanlæg i Tønder Kommune slutdeponeres på landbrugsjord på nuværende tidspunkt. En stor del af spildevandsslammet komposteres i slammineraliseringsanlæg inden udkørsel på landsbrugsjord. Slam udkøres på landbrugsjord, såfremt slambekendtgørelsens bestemmelser kan overholdes.
Hvis det bliver aktuelt kan slammet også anvendes til energiproduktion i biogasanlæg.
Den samlede årsproduktion af spildevandsslam i kommunen er i størrelsesorden 17.300 tons svarende til ca. 1.600 tons tørstof. Alle data er fra 2017.
Renseanlæg | Slammængde [Tons/år] |
Tørstof [%] |
Behandlingsform | Slutdeponering |
---|---|---|---|---|
Agerskov | 2.185 | 0,8 | Til Tønder | Anvendes på landbrugsjord |
Arrild | 643 | 1,5 | Til Tønder | Anvendes på landbrugsjord |
Bedsted | 400 | 0,8 | Slammineralisering | Landbrugsjord/Deponi |
Bredebro | 750 | 17 | Slammineralisering | Landbrugsjord/Deponi |
Brøns | 450 | 0,3 | Til Skærbæk | Landbrugsjord/Deponi |
Havneby | 1.408 | 0,7 | Til Skærbæk | Landbrugsjord/Deponi |
Husum-Ballum | 270 | 2,3 | Til Tønder | Landbrugsjord/Deponi |
Højer | 2.348 | 1,6 | Til Tønder | Tønder Kompost |
Jejsing | 403 | 1 | Til Tønder | Tønder Kompost |
Løgumkloster | 737 | 15 | Landbrug | Anvendes på landbrugsjord |
Mellerup (Nedsivningsanlæg) | ||||
Rejsby | 175 | 3 | Til Skærbæk | Landbrugsjord/Deponi |
Rudbøl (Rodzoneanlæg) | 196 | 2 | Til Tønder | Ingen |
Skærbæk (afvandet slam) | 403 | 22 | Landbrug | Landbrugsjord/Deponi |
Skærbæk (slambede) | 1.524 | 15 | Slammineralisering | Landbrugsjord/Deponi |
Toftlund (afvandet slam) | 221 | 15 | Landbrugsjord/Deponi | |
Toftlund (slambede) | 2.335 | 15 | Slammineralisering | Landbrugsjord/Deponi |
Tønder | 2.405 | 24 | Tønder Kompost | |
Øster Højst | 360 | 1,6 | Slammineralisering | Landbrugsjord/Deponi |
Åbøl | 23 | 1 | Til Toftlund | Landbrugsjord/Deponi |
Slam på landbrugsjord
Sluthåndtering af spildevandsslam er omfattet af den overordnede og landsdækkende affaldsstrategi og affaldsplanlægning. Affaldsplanlægningen i Danmark følger tæt EU's affaldshierarki, hvor genanvendelse er prioriteret højest, dernæst forbrænding og sluttelig deponering, som den mindst prioriterede bortskaffelsesløsning.
På baggrund heraf er det valgt at prioritere en løsning, hvor spildevandsslammet udspredes på landbrugsjord. Denne løsning passer ind i den landsdækkende affaldsplanlægning, da der ved udspredningen af slam på landbrugsjord sikres en optimal genanvendelse af næringsstofferne i slammet som gødning. Endvidere er det den økonomisk mest attraktive løsning, og det er samtidig den løsning, der har den mindste CO2 emmision.
Udspredning af slam fra renseanlæg kan dog kun ske, hvis de gældende miljølovkrav til enhver tid overholdes. Det omfatter krav til indhold af miljøfremmede stoffer og tungmetaller som bly, kviksølv etc. i slammet. Spildevandsslammet fra alle renseanlæggene i Tønder Kommune overholder disse krav.
Med henblik på at sikre en fortsat miljømæssig og økonomisk optimal sluthåndtering vil Tønder Kommune og Tønder Forsyning løbende vurdere de forskellige metoder for sluthåndtering af slammet - blandt andet med fokus på mulighederne for at energiudnytte spildevandsslammet inden udbringning, såfremt det er muligt.