I Vandområdeplan 2015-2021 er der samlet udpeget 370 regnbetingede udløb, hvor udledningen af spildevand skal reduceres.
I Tønder Kommune er der udpeget 6 regnbetingede udløb, hvor udledningen af spildevand skal reduceres.
De 6 udledninger stammer alle fra overløbsbygværker.
I dag etableres alle nye kloakledninger enten som separatsystem, hvor regn- og spildevand opsamles og bortledes i hvert sit ledningsanlæg eller som spildevandssystem, hvor spildevandet bortledes, mens regnvandet håndteres lokalt.
Tidligere var det normalt, at regn- og spildevandet blev ledt i den samme kloakledning (fællessystem) til renseanlægget. I fællessystemerne er der overløbsbygværker, som regulerer vandmængden i kloaksystemet under regn blandt andet for at undgå oversvømmelser. Når kloaksystemet er fyldt (typisk ved større regnhændelser) løber den resterende vandmængde over en overløbskant, gennem en rist og ud i vandområdet. Det afledte vand består af husspildevand opblandet med regnvand.
I nedenstående kan ses en skitse af et overløbsbygværk.
I Vandområdeplan 2015-2021 er der udpeget følgende regnbetingede udløb, som skal reducere udledningen:
- Møgeltønder: Et overløbsbygværk
- Toftlund: Fem overløbsbygværker
Miljøstyrelsen har i vejledningen til bekendtgørelse om indsatsprogrammer angivet, at indsatser overfor regnbetingede udledninger fra fællessystemet (overløb) kan gennemføres ved at etablere bassinanlæg, udbygge eksisterende bassin, afkoble regnvand eller ved at separatkloakere.
Møgeltønder
Tønder Forsyning har i 2014 etableret et bassinanlæg ved overløbsbygværket i Møgeltønder i henhold til Miljøstyrelsens vejledning. Det forventes, at bassinanlægget reducerer udledningen fra overløbsbygværket i tilstrækkelig grad.
Toftlund
Tønder Forsyning har i 2019 vurderet forskellige løsningstiltag ved overløbsbygværkerne i Toftlund med henblik på at opfylde vandområdeplanens målsætninger. Det er hensigten i 2020 at fastlægge, hvilke tiltag, der skal gennemføres, og det er hensigten at gennemføre de valgte tiltag i perioden 2020-2021.
I nedenstående ses de overløbsbygværker, som er udpeget i Vandområdeplanen i Toftlund.