Påbud om rensning

Hvis din ejendom udleder husspildevand og ikke overholder de gældende rensekrav eller er planlagt kloakeret, kan det forventes, at Tønder Kommune stiller krav om forbedret spildevandsrensning.

Når du får et påbud om at forbeder spildevandsrensningen, vil du samtidig blive tilbudt medlemskab af kloakforsyningen. Dette sker for at sikre, at ingen ejendomme i det åbne land stilles dårligere end de ejendomme beliggende indenfor et kloakopland.

Kommunens administrationspraksis og regler omkring påbud efter miljøbeskyttelsesloven kan ses under Administrationspraksis.

Muligheder ved påbud om forbedret rensning:

Når den enkelte grundejer modtager påbud om forbedret spildevandsrensning har vedkommende 4 muligheder:

1) Etablering af eget anlæg:
Grundejeren ønsker ikke at modtage tilbuddet om kontraktligt medlemskab af Tønder Forsyning. Ejeren sørger selv for at etablere forbedret rensning, der overholder kravet til renseklasse. Ved denne løsning er grundejeren selv ansvarlig for at opfylde påbuddet og afholder selv alle udgifter i forbindelse med etablering og drift af renseløsningen. Såfremt et påbud ikke kan efterleves, kan kommunen kræve, at det ulovlige forhold bringes til ophør. Sker dette ikke, kan der indgives en politianmeldelse.

2a) Medlemskab af kloakforsyningen:
Grundejeren tager imod tilbuddet om kontraktligt medlemskab af Tønder Forsyning. Tønder Forsyning finansierer, etablerer, driver og vedligeholder en renseløsning, der vælges af Tønder Forsyning. Anlægget ejes af grundejeren. Ejeren betaler tilslutningsbidrag og efterfølgende et årligt vandafledningsbidrag.

2b) Medlemskab af kloakforsyningen:
Grundejeren tager imod tilbuddet, men foretrækker et andet anlæg end det af Tønder Forsyning valgte og som lever op til spildevandsplanens krav. Tønder Forsyning finansierer, etablerer, driver og vedligeholder den ønskede renseløsning. Ejeren betaler tilslutningsbidrag, et efterfølgende årligt vandafledningsbidrag samt en eventuel prisforskel mellem den tilbudte og den ønskede løsning.

3) Privat spildevandslaug:
Grundejer slår sig sammen med naboejendomme og etablerer et privat spildevandslaug med fælles rensning af spildevandet. Spildevandslauget er selv ansvarlig for at opfylde påbuddet og afholder selv alle udgifter i forbindelse med etablering og drift af renseløsningen. Såfremt et påbud ikke efterleves, kan kommunen kræve, at det ulovlige forhold bringes til ophør. Sker dette ikke, kan der indgives en politianmeldelse.

Ved løsning 2a og 2b skal grundejeren, ud over tilslutnings- og vandafledningsbidrag, afholde udgifter i form af eksempelvis:

  • Ombygning/renovering af bundfældningstanke, så gældende krav opfyldes.
  • Driftsudgifter i form af eksempelvis strøm og vand til den valgte renseløsning.
  • Omlægning af kloakledninger.
  • Forsikring af renseløsning.

Desuden skal grundejeren selv sørge for bortledning af tag- og overfladevand.

Tømning af bundfældningstanke er i løsning nr. 1, 2a og 2b omfattet af tømningsordningen. Ved løsning 2a og 2b afholder Tønder Forsyning udgifter til tømning af bundfældningstanken.