Port Øst

Port Øst udgør et fint byrum, der indrammes og defineres af gule brolagte pladser foran de tilstødende bygningers gavle og forpladser. Byrummet balancerer mellem plads og trafikalt knudepunkt: overgangen mellem Nørregade og Østergade sker i et markant sving gennem byrummet, og midt i svinget tilstøder Vidågade og Østergade, som er den videre forbindelse til gågaden.

Forslag til indretning af Port Øst

Enkelte større træer bidrager i dag til byrummets grønne karakter og til markeringen af de eksisterende forpladser. Port Øst ligger i den østlige ende af Østergade kort før, den overgår til gågade.

Port Øst gives karakteren af plads. Byrummet får én sammenhængende belægning ved, at den gule belægning trækkes med ud over den første del af Østergade. Nørregade skærer sig fortsat gennem pladsen, men foreslås markeret visuelt i belægningen, således at de bløde trafikanter får højere prioritet og farten nedsættes.

Med denne gule væg-til-vægbelægning markeres overgangen til den historiske bykerne, og retningen til gågaden ad Østergade signaleres: Nørregade skal vælges, hvis man ønsker den hurtige forbindelse til parkering, og vejen hen over pladsen skal vælges, hvis man vil den direkte vej til gågaden og den historiske bykerne.

For at understrege Den grønne rutes forløb over pladsen og ned langs Vidågade til Tønder Medborgerhus foreslås fortovet udvidet og belagt med gule tegl. Derudover vil vejviseren på pladsen henvise til ruten. Der har været et udtalt ønske om at åbne op ind til seminaret for at trække folk den vej forbi de fine gamle bygninger og ind i Anlægget. Derfor foreslås muren mod Østergade nedrevet (se kort).

Belysning

For at understrege porteffekten foreslås opstillet fire lamper på hver side af Østergades forløb over pladsen. Lamperne placeres tæt ved hinanden og vil med deres master illudere en port i dagtimerne, og efter mørkets frembrud vil lyset understrege denne effekt.

Marsken i byen

Som på Skibbroen og andre steder i midtbyen er det også her tanken at gøre nærheden til naturen synlig i bybilledet. Derfor etableres her nogle grønne bede, der indeholder egnskarakteristiske græsser og blomster, og som skal fortælle historien om nærheden til marsken helt ud til midtbyens afgræsning.

Parkering

Muligheden for korttidsparkering på pladsen bevares for en handicapparkeringsplads.

Ophold

På hjørnet af Vidågade og Østergade opstilles en bænk, hvorfra der vil være kig ned ad Østergade og dens fine historiske huse.

Vejviser/infostander

Ved Port Øst etableres en infostander, der viser hvilke ruter, man kan vælge i byen.

Planportal

Tilbage til Planportal

Status

Tønder Midtbyplan er politisk godkendt.

Billeder

eksempel

Belysningsport Fredericia