Vi vil følge udviklingen af udvalgte stoffer i vandværkets råvand.
Indsats
Tønder Kommune vil nøje følge udviklingen af indholdet af pesticider, herunder BAM, af nitrat og sulfat samt af eveventuelt andre problematiske stoffer i grundvandet ved Arrild Vandværk. Hvis indholdet af BAM ikke reduceres, skal der iværksættes yderligere indsatser mod brug af pesticider i vandværkets indvindingsoplande.
Baggrund for indsatsen
I 2015 blev der i vandværkets korte indvindingsboring registreret en koncentration på 0.12 µg/liter af pesticidnedbrydningsproduktet, 2,6-Dichlorbenzamid (BAM). Grænseværdien er på 0.1 µg/liter. Samtidig har råvandet ved denne boring i den seneste analyse et nitratindhold på 9 mg/liter. Desuden er der i boringer i de to oplande, der afspejler indvindingen fra Arrild Vandværks to boringer, truffet nitrat i koncentrationer på mere end 15 mg/liter. Indholdet af sulfat i råvandet fra vandværkets korte invindingsboring viser en stigende tendens.
Tønder Kommunes overvågning af grundvandet ved Arrild Vandværk vil derfor primært sigte på at følge udviklingen i såvel pesticider, herunder BAM, nitrat og sulfat i vandværkets grund- og råvand. Overvågningen vil tage udgangspunkt i de boringskontroler og ekstra analyser af råvandet i de to indvindingsboringer, DGU nr. 150.440 og 150.745, Arrild Vandværk gennemfører som et led i sikringen af grundvandet i de to indvindingsoplande. Ligeledes vil de kommende analyser af råvandet fra den korte boring, DGU nr. 150.396 ved fiskesøen øst for vandværket, indgå i kommunens overvågning af grundvandet. Desuden vil vi overvåge udvaskningen af nitrat fra arealer i begge de to indvindingsoplande.
Udviklingen i indholdet af BAM og eventuelt andre pesticider er naturligvis i fokus. Men også udviklingen i nitrat og sulfat i grundvandet vil nøje blive overvåget. Såfremt indholdet af BAM i det terrænnære grundvand ikke reduceres skal der iværksættes indsatser mod spredning af pesticider i vandværkets indvindingsoplande.
Tidshorisont
Vandanalyser vurderes så ofte de foreligger.
Planportalen
Tilbage til Planportalen
Status
Planen er vedtaget på kommunalbestyrelsesmøde den 26. oktober 2017.