Kommunen overvåger grundvandet

Vi vil følge udviklingen af udvalgte parametre i vandværkets råvand.

Indsats
Tønder Kommune vil følge udviklingen af indholdet af stoffer i grundvandet, som giver anledning til bekymring - herunder især pesticidnedbrydningsproduktet 2,6-dichlorbenzamid (BAM). Ligeledes vil vi overvåge indholdet af nitrat og sulfat i råvandet samt nitratudvaskningen fra arealer i Frifelt Vandværks indvindingsopland.

Baggrund for indsatsen
Frifelt Vandværk har gennem flere år haft et stigende indhold af BAM i råvandet til to af vandværkets indvindingsboringer, DGU nr. 149.394 og 149.464. Koncentrationen er i alle analyser dog under grænseværdien på 0.1 µg. I vandværkets tredje og nyeste boring, DGU nr. 149.520, der er udført i 1994, er der hidtil ikke påvist BAM og ej heller anden forurening. De tre indvindingsboringer, der er placeret på vandværkets grund inden for en indbyrdes afstand på mindre end 25 meter, er alle filtersat i cirka 50 meters dybde under 6-14 meter lerdække. Oppumpningen, der sædvanligvis er ligeligt fordelt mellem de tre boringer, sker således fra det samme grundvandsmagasin. Da indvindingen gennem de senere år er øget med mere end 50%, er risikoen for at også den nye boring forurenes med BAM, temmelig høj. Tønder Kommune vil derfor overvåge udviklingen i koncentrationen af BAM og eventuelt andre problematiske stoffer i grundvandet ved Frifelt Vandværk.

Frifelt Vandværk indvinder råvand fra et relativt terrænnært grundvandsmagasin. Så skønt der kun er truffet nitrat i råvandet en gang, vurdere vi ved kommunen, at det alligevel er vigtigt at overvåge eventuelle forekomster af nitrat i vandværkets råvand. At risikoen for gennembrud af nitrat er reel illustreres af de forholdsvis høje sulfatkoncentrationer, der gennem flere år er registreret i vandværkets råvand. Højt sulfatindhold i grundvandet er nemlig ofte forvarsel for nitrat. Derfor vil vi i kommunen overvåge udviklingen i sulfat- såvel som nitratindholdet i grundvandet. Ligeledes vil vi med jævne intervaller få beregnet nitratudvaskningen fra arealerne i Frifelt Vandværks indvindingsopland. Der er tale modelberegninger baseret på blandt andet indberettede data fra landbrugerne i området. Vi vil sammenholde modelberegningerne med de vandanalyser, vandværket selv får udført, samt analyser fra eventuelle moniteringsboringer i indvindingsoplandet.

Ændringer i grundvandets indhold af de udvalgte stoffer tages op til vurdering hvert femte år, når indsatsplanen skal revideres. Hvis der sker en stigning i indholdet af problematiske stoffer, skal vandværket i samråd med kommunen afdække årsagen og vurdere, om ændringen skal føre til en revision af indsatsplanen.

Tidshorisont
Vandanalyser vurderes så ofte som muligt. Nitratudvaskning beregnes jævnligt.

Til toppen af siden  

Planportalen

Tilbage til Planportalen

Status

Planen er vedtaget på kommunalbestyrelsesmøde den 26. oktober 2017.