Renovering af og tilsyn med vandværksboringer

Gasse Vandværk fører løbende tilsyn med vandværksboringerne og sørger for at udbedre eventuelle defekter. Desuden klarlægges hidtil ubestemte filterdybder for to boringer.

Indsats

Gasse Vandværk vil løbende føre tilsyn med vandværkets fire boringer, DGU nr. 149.418, 149.469, 149.470 og 149.488, og de tilhørende overbygninger samt sikre, at boringerne er tætte, således at grundvandet ikke forurenes som følge af 'kortslutning' af grundvandsmagasinerne i undergrunden eller som følge af nedsivning af overfladevand til grundvandet. Vandværket sørger for, at eventuelle defekter hurtigt udbedres.

Desuden vil vandværket søge at klarlægge hidtil ubestemte dybder af filtrene i to af vandværkets reserveboringer, DGU nr. 149.469 og 149.470. En troværdig bestemmelse af filtrenes dybder er en forudsætning for, at vandanalyser fra de to boringer kan indgå i overvågningen af grundvandet ved Gasse Vandværk.

Baggrund for indsatsen

Hvis en boring - herunder forerøret, som nede i undergrunden afgrænser borehullet mod de omgivende jordlag - ikke er tæt, er der risiko for, at vand kan strømme mellem ellers adskilte grundvandsmagasiner. Herved vil forurening i uheldigt fald kunne spredes fra forurenede til hidtil uforurenede magasiner.

Utætheder i en boring kan forekomme ved samlinger i forerøret, sådan at grundvand fra ét grundvandsmagasin kan strømme ind i forerøret et sted og ud af forerøret et andet sted. Herved er der risiko for, at en eventuel forurening spredes mellem grundvandsmagasiner, som boringen gennemtrænger. Utætheden kan også forekomme uden for forerøret. Det kan ske, hvis de lerforseglinger, som ellers skal adskille forskellige grundvandsmagasiner, enten ikke er udført korrekt eller, hvis de i tidens løb helt eller delvist er blevet opløst. Herved vil grundvand langs ydersiden af forerøret kunne strømme mellem forskellige magasiner, hvorved en eventuel forurening også kan spredes. Man omtaler ofte situationen som en "kortslutning" af grundvandsmagasiner.

Det er også vigtigt, at en borings overbygning er holdbar, tæt og tør, så den sikres mod fysisk overlast (eksempelvis påkørsel eller indbrud) og mod, at overfladevand kan sive ned i boringen. Indretningen af boringens overbygning skal i øvrigt følge boringsbekendtgørelsens anvisninger. Ligeledes er det vigtigt løbende at sikre, at der ikke opstår fejl og utætheder i boringerne.

Gasse Vandværks tre ældste boringer, DGU nr. 149.418, 149.469 og 149.470, har status som reserve- og nødforsyningsboringer. Der er i årenes løb udtaget og analyseret en del vandprøver fra disse boringer. Det er  med indsatsplanen aftalt, at der som led i en overvågning af det terrænnære grundvand ved Gasse Vandværk i de kommende år fortsat skal udtages og analyseres vandprøver fra reserveboringerne. Imidlertid er det kun den ældste af disse tre, DGU nr. 149.418, hvor dybden af filtret kendt. Det vurderes, at filtrene i de to øvrige filtre ikke er placeret dybere end 50 meter under terrænoverfladen, men nogen egentlig bestemmelse findes endnu ikke. Det er derfor er nødvendigt at få dybderne til disse to filtre sikkert fastlagt.

Tidshorisont

Løbende.

Til toppen af siden

Planportalen

Tilbage til Planportalen

Status

Planen er vedtaget på kommunalbestyrelsesmøde den 26. oktober 2017.