Kommunen overvåger grundvandet

Vi vil følge udviklingen af udvalgte parametre i råvandet fra de fire indvindingsboringer i vandværkets vestlige kildefelt.

Indsats
Tønder Kommune vil følge udviklingen af indholdet af stoffer i grundvandet, som eventuelt giver anledning til bekymring - herunder indholdet af nitrat og sulfat. Desuden vil vi overvåge nitratudvaskningen fra arealer i indsatsområdet i vandværkets vestlige indvindingsopland.

Baggrund for indsatsen
Skærbæk Vandværk har indvundet vand fra det relativt terrænnære grundvandsmagasin i det vestlige indvindingsopland i mere end 35 år. Siden 1994 er der ikke påvist pesticider eller andre miljøfremmede stoffer i råvandet. Nitrat er i samme tidsrum truffet bare en enkelt gang og da i en koncentration på under 1 mg/liter. Der er ikke analyseret for klorerede opløsningsmidler eller oliestoffer i de fire indvindingsboringer, DGU nr. 149.344, 149.352, 149.389 og 149.628.

Naturstyrelsen har imidlertid vurderet, at grundvandet i magasinet, som Skærbæk Vandværk indvinder fra i det vestlige indvindingsopland, er sårbart over for nitrat og dermed også over for andre forurenende stoffer. Derfor er størstedelen af Skærbæk Vandværks vestlige indvindingsopland udpeget som indsatsområde (IO), hvor der skal gøres en særlig indsats for at sikre grundvandet mod forurening.

Derfor vil Tønder Kommune overvåge grundvandet og kvaliteten heraf. Det vil primært ske ved nøje at følge udviklingen af koncentrationen af sulfat og nitrat samt andre stoffer der måtte give anledning til bekymring i de analyser, som Skærbæk Vandværk får udført. Desuden vil vi overvåge udvaskningen af nitrat fra arealer i indsatsområdet i det vestlige indvindingsopland.

Såfremt udviklingen af koncentrationen af et eller flere af stofferne giver anledning til bekymring vil Tønder Kommune i samarbejde med Skærbæk Vandværk, tilrette indsatserne i planen med henblik på at forebygge forurening af grundvandet.

Tidshorisont
Vandanalyser vurderes så ofte som muligt. Nitratudvaskning beregnes jævnligt.

Til toppen af siden  

Planportalen

Tilbage til Planportalen

Status

Planen er vedtaget på kommunalbestyrelsesmøde den 26. oktober 2017.