Erhvervsliv og landbrug

I Tønder Kommune er der 16.500 arbejdspladser. Det svarer til 88 arbejdspladser pr. 100 indbyggere i den erhvervsaktive alder. I kommunen arbejder hele 72 % i den private sektor, hvilket er noget over landsgennemsnittet. Selvom antallet af arbejdspladser i kommunen er under både regions- og landsgennemsnittet, har indbyggerne i Tønder Kommune mange jobmuligheder. Inden for 60 minutter har borgerne i kommunen nemlig adgang til 226.200 arbejdspladser, hvoraf de 145.700 er tyske arbejdspladser. Den fortsatte udvikling af erhverv er helt central både for vækst og bosætning i Tønder Kommune. Nogle af de helt store udfordringer består i:

  • En markant mangel på kvalificeret arbejdskraft.
  • Fortsat at sikre rammer for udvikling af eksisterende og nye virksomheder, herunder erhvervsudviklingsmuligheder i landområder/tomme landbrugsbygninger.
  • Forsat at understøtte landbrugets udvikling som en vækstdriver i Tønder Kommune, herunder fokus på større sammenhængende landbrugsområder.

Business Young, er et samarbejde mellem Tønder Erhvervsråd og Mind Factory by ECCO, der hjælper unge med at opnå deres iværksætterdrømme. Samarbejdet tilbyder vejledning og sparring samt forskellige events og aktiviteter, hvor unge kan få inspiration til iværksætteri og kan skabe netværk med ligesindede unge iværksættere.


For fjerde år i træk forbedrede Tønder Kommune sin position som erhvervsvenlig kommune og indtager nu en samlet 9. plads og dermed en placering i top 10 over landets mest erhvervsvenlige kommuner i Dansk Byggeris kommuneanalyse. I analysen bliver samtlige 98 kommuner i landet målt på 23 forskellige forhold, som har betydning for erhvervslivets muligheder for at skabe vækst og udvikling. Alle forholdene har kommunerne selv indflydelse på. Det gælder blandt andet byggesagsbehandling, arbejdsmarked og uddannelse, erhvervsaffald, udbud samt skatter og afgifter.

  • Styrke kommunens erhvervsservice og bevare vores gode erhvervsomdømme gennem formidling, dialog og tæt samarbejde med kommunens erhvervsaktører mv.
  • Samarbejde på tværs af landbrugets og erhvervslivets parter, uddannelser og foreninger med at udvikle og styrke erhvervs- og vækstmuligheder i kommunen.
  • Revurdere vores erhvervsarealer med mulig omfordeling og nyudlæg for øje og sikre at der forsat er en bred palet af erhvervsmuligheder i tilknytning til egnscenteret og områdebyerne.
  • Være part i udviklingen af kommunens detailhandel bla. gennem deltagelse i udviklingen af en samlet detailhandelsstrategi for hele kommunen.
  • Sikre vores produktionsvirksomheder ved at udlægge konsekvensområder omkring dem, hvor der kun i begrænset omfang kan planlægges for boliger, børnehaver og lignende.
  • Arbejde for at sikre landbrugets udviklingsmuligheder bla. igennem en vurdering af udpegningen for større, sammenhængende landskaber.
  • Synligøre landbrugets udviklingsmuligheder ved at kortlægge de samlede bebyggelser i det åbne land.
  • Samarbejde med interessenter for at sikre rammerne for udvikling og forædling af vores fødevarer.
  • Forsat være en aktiv medspiller i jordfordeling.
  • Udarbejde retningslinjer for lokalisering af store solcelleanlæg i det åbne land.

Vi er - og ønsker forsat at være - en erhvervsvenlig kommune, der understøtter vores lokale erhvervsfremmeaktører. Det sker både ved at opdatere og fremtidssikre vores planlægning for erhvervsområderne og sikre udviklingsmulighederne i landbruget.