Mobilitet

I vores moderne livsformer har vi alle behov for og ønsker om let og smidigt at kunne bevæge os og få adgang til service, ydelser, oplevelser og kontakt med andre mennesker. Mobilitetstemaet er bredt og dækker derfor alle aspekter af dagliglivet, herunder adgang til uddannelse, arbejdskraftens frie bevægelighed, ældrelivet, adgangsmuligheder til sundhed osv. Mobiliteten kan være fysisk men også digital. I Tønder Kommune udfordres vi af kommunens vidtstrakte geografi, og at det generelt er blevet sværere at komme omkring med mindre hustanden har bil. Som på mange andre områder spiller klimadagsordenen også ind, og vi mødes med stadig større forventning om, at transport og mobilitet bidrager mindst muligt til ny CO2 udledning. 

Bevæg dig for livet er et nationalt samarbejde ved DGI og DIF med støtte fra TrygFonden og Nordea-fonden. Visionen er, at 75 procent af befolkningen i år 2025 skal være idrætsaktive og samtidig skal 50 procent være idrætsaktive i en forening. Målsætningen er, at Danmark i 2025 skal være verdens mest idrætsaktive nation. Som visionskommune vil Tønder Kommune arbejde målrettet med at gøre flest mulige borgere aktive. En indsats, der skal ske på tværs af kommunens fagområder.

 

Sæd-Ubjerg Lokalråd og Jejsing Borgerforening samarbejder om at opstille Tag mig med skilte på en række lokaliteter i deres lokalområde samt tre steder i Tønder By. Formålet med skiltene er at give en bedre infrastruktur mellem landdistrikterne og Tønder By. Tanken bag skiltene er, at det skal være muligt at få kørelejlighed fra opsamlingspunkter og ind til Tønder samt retur.

  • Afholde en trafikkonference, der skal afdække mulighederne for forbedring af infrastrukturen.
  • Arbejde for udbygning af hovedvej 11.
  • Sikre den kommunale infrastruktur igennem høj trafiksikkerhed og fremkommelighed. 
  • Prioritere udlæg af cykelstier og søge nationale cykelpuljer.
  • Understøtte lokale initiativer som f.eks. delebiler, samkørsel og ældrekørsel.
  • Understøtte udvikling af digital infrastruktur både i byen men også i det åbne land.
  • Udarbejde en mobilitetsplan som samler og udvikler borgernes mulighed for fri bevægelighed.
  • Arbejde for timedrift på jernbaneforbindelse mellem Nibøl og Esbjerg samt indtænke de initiativer og potentialer der er i jernbaneforbindelsen mellem Tinglev og Tønder. 
  • Sikre at børn forsat kan færdes trygt igennem trafikken til og fra skole.
  • Samtænke byudviklingen og mobilitet, så fremtidens borgere har adgang til et flerstrenget transportsystem. 

Mobiliteten er under stadig forandring. Vi ønsker at borgernes muligheder for mobilitet sikres med sikkerhed og tilgængelighed i højsædet. Vi ønsker også at understøtte initiativer, der sætter fokus på klimavenlige og fællesskabsorienterede løsninger.