Tønder Kommune er på mange måder en veludviklet turismekommune. Vi udfordres dog af, at omsætningen er relativt lille, da turisternes døgnforbrug er noget mindre end landsgennemsnittet, og at turismen primært sker uden for de store byer. Der er således ingen god synergi mellem tiltag, der understøtter bosætningen og tiltag der understøtter turismen. Vores mulighed er, at omstille turismesektoren til at arbejde endnu mere med at øge kvaliteten og løfte hele værdikæden med fokus på kommunens to primære destinationer Rømø og Tøndermarsken.
Tøndermarsk Initiativet er et godt eksempel på, hvordan vi bedst muligt arbejder med at løfte kvaliteten indenfor turismen og samtidigt også understøtter bosætningen. For at lykkes med at de nye rammer for turismen kan udløse vækst, skal der bla. arbejdes målrettet på at skabe kritisk masse indenfor erhvervet, adressere nye transportformer mv.
Tøndermarsk Initiativet er et samarbejde mellem Realdania, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal, Nordea-fonden og Tønder Kommune om at udvikle Tøndermarsken, så området bliver endnu mere attraktivt at besøge, bo og arbejde i. Over fem år investerer parterne tilsammen ca. 250 mio. kr. i udviklingen. Initiativet er Danmarks største samlede projekt til udvikling af et unikt område. Hovedindsatsområderne er Byomdannelse i Højer, Højer Byfond, Ruter, stier og formidling, Klimatilpasning langs Vidå, Klimatilpasning i Tønder midtby samt Udvikling af erhverv og turisme i området.
Rømø Udviklingsplan ”er en ambitiøs plan, der sætter retningen for de kommende års indsats med at udvikle Rømø til et endnu mere attraktivt sted”. Udviklingsplanen beskriver en vision for Rømø baseret på øens DNA: historie, kulturmiljøer, landskab, natur, indbyggere, turisme og erhverv. Bæredygtig helårsturisme er vækstmotoren, der skal drive udviklingen på Rømø. Med fokus på bæredygtig helårsturisme skabes vækst i turismen hele året. Det fører til flere arbejdspladser både i turismen og i andre brancher samt til øget bosætning. Strategien står på fem ben Styrk identiteten, Styrk naturoplevelsen, Forskøn ankomsten, Styrk bymiljøet og Saml kræfterne.
Strategisk arbejder vi allerede i dag indenfor turismen med fokus på anvendelse af stedlige ressourcer og bæredygtighed helt i overensstemmelse med FN’s verdensmål, der også indgår i Rømø Udviklingsplan.
- Opdatere kommuneplanens turismepolitiske overvejelser.
- Være en partner i udviklingen af turismen i hele kommunen, bla. gennem deltagelse i udviklingen af en samlet turismestrategi.
- Understøtte og skabe rammerne for at overnatningsmulighederne lever op til de besøgendes stadig større efterspørgsel efter service og lokale kvaliteter.
- Samarbejde med interessenter for at sikre rammerne for sæsonforlængende turistevents og – tilbud.
- Sikre den fortsatte udvikling af sommerhusområderne på Rømø og i Arrild.
- Understøtte rammerne for udvikling af kvaliteten og de stedbundne potentialer.
Turismen er med til at brande kommunen og giver os mulighed for at vise vores egn frem. Der er samtidigt en god synergi imellem de kvaliteter og oplevelser vores borgere og turister efterspørger, parametre der samtidigt også er vigtige i forbindelse med et bosætningsvalg. Indtægterne fra turismen udgør også en stor del af den samlede omsætning både i kommunen og for mange forretninger. Der er mange kvaliteter i vores natur, landskab, kultur og historie, og vi som kommune kan går foran og viser eksempler på hvordan kvaliteterne kunne indarbejdes og på den måde, ikke med et endeligt svar. Deltage i den vigtige debat om hvordan vi øger værdikæden for turismen.