Forord

Som kommune har vi et særligt ansvar for, at forholde os til befolkningsudviklingen, sikre gode rammevilkår for vores erhvervsliv, samt arbejde med de fantastiske stedbundne kvaliteter vi har i Tønder Kommune i vores landskab og natur.

Med Tønder Kommunes planstrategi 2020 sætter vi pejlemærker for hvordan vi bedst lever op til dette ansvar i vores fysiske planlægning. Vi beskriver i planstrategien, hvordan vi vil arbejde med nogle af de fokusområder, der har stor betydning for udviklingen i vores kommune, og som vi vil tage op i en kommende revision af kommuneplanen.

Kommunalbestyrelsen ønsker med planstrategien at sætte særligt fokus på fem områder: erhverv og landbrug, turisme, mobilitet, bosætning samt natur og landskab.

Det gør vi helt i overensstemmelse med Tønder Kommunes Visions- og Strategiplan 2018-2022, som Kommunalbestyrelsen vedtog den 31. maj 2018, som helt overordnet viser, hvilken retning Kommunalbestyrelsen ønsker for Tønder Kommune. Visions- og Strategiplanen tager netop udgangspunkt i vores vision for Tønder Kommune på forkant med udviklingen og vores ønske om, at Tønder Kommune skal være et attraktivt sted at bo, leve og drive virksomhed og som er attraktiv at besøge.

Opgaven med Planstrategi 2020 er derfor med øje for målsætningerne og de strategiske indsatser i Visions- og Strategiplanen at beskrive perspektiver i de fem valgte fokusområder.

Kommunalbestyrelsen har igangsat et arbejde med FN’s verdensmål. Det er oplagt, at dette arbejde knyttes sammen i den kommunale planproces. Vi vil derfor i det kommende arbejde med verdensmålene bestræbe os på at skabe den sammenhæng.

Med Planstrategi 2020 peger vi på nogle af de muligheder, vi ser for at tage de helt store udfordringer op. Vi gør det på en måde, som lægger op til, at vi både kan tage nogle aktive valg på kort sigt, der kan skabe nye muligheder for dem, der bor og arbejder i Tønder Kommune, og at vi kan indarbejde dem i den kommende kommuneplan. Vi er sikre på, at vi med planstrategien har fået et værktøj, der kan bruges i vores videre arbejde med at gøre Tønder Kommune til et endnu mere attraktivt sted at bo, leve og drive virksomhed i.

Med venlig hilsen

Henrik Frandsen
Borgmester