Baggrund
I dag er der døgnåbent på Rømø Genbrugsplads for alt affald med undtagelse af farligt affald, batterier, elektronikaffald og ting til genbrugsbutikken. På Tønder Genbrugsplads er der døgnåbent på den del af pladsen, der modtager grenaffald og byggeaffald. Målet er, at døgnåbent skal udrulles til alle fem pladser i kommunen, så det bliver muligt at aflevere alle typer af affald hele døgnet med undtagelse af farligt affald mv. (som på Rømø Genbrugsplads).
Ordningen med døgnåbent på Rømø Genbrugsplads fungerer tilfredsstillende idet, der er god sortering af affaldet og mange, som benytter sig af pladsen. Data fra perioden 2017 til 2019 viser, at der har været en markant stigning i mængderne modtaget på Rømø Genbrugsplads. Andelen af brændbart affald og affald til deponi ligger på niveau med de øvrige genbrugspladser. Den øgede mængde affald giver således ikke udslag i en større grad af brændbart affald eller efterladt usorteret affald.
Det skal gøres
Der skal iværksættes de nødvendige foranstaltninger på alle genbrugspladserne i forhold til at kunne have døgnåbent og være ubemandet, således at farligt affald aflåses, og der etableres adgangskontrol og overvågning på pladserne.
Der skal laves en plan for udrulningen af initiativet på den enkelte genbrugsplads.
Der skal udarbejdes informationsmateriale til alle husstande om de nye åbningstider på pladserne.
Ressourcer og tidsplan
Initiativet vil kræve personressourcer i forhold til udarbejdelse af de praktiske tiltag for overgang til døgnåbent, samt til det informationsmateriale der skal udsendes til alle husstande i kommunen. Derudover kræver det økonomiske midler til diverse udstyr på pladserne, eksempelvis nye porte og IT udstyr.
Gennemførelse af døgnåbent på genbrugspladserne vil ske løbende i perioden 2021-2022.