Baggrund
De nuværende løsninger med nedgravede containere i affaldsøer til dagrenovation og genanvendelige materialer fungerer rigtig godt i Tønder Kommune i dag. Undersøgelser foretaget på affaldsøer i Lakolk i 2014-2015 viser, at der opnås en bedre sortering af affaldet, når alle fraktioner kan afleveres det samme sted. Både mængden af dagrenovation og mængden af genanvendelige materialer er steget, og samtidig er genanvendelsesprocenten blevet højere.
En række boligforeninger i Tønder Kommune har udtrykt interesse for selv at etablere affaldsløsninger med nedgravede containere. Boligforeningerne vil således selv indkøbe og eje det opstillede opsamlingsmateriel. Tømning af de nedgravede containere skal fortsat være Tønder Forsynings ansvar. Det skal undersøges om der skal ske en privatisering af ordningerne med affaldsøer hos alle boligforeningerne, eller om Tønder Forsyning fortsat skal have ansvaret for alle de samme ordninger (grundet i praktiske og organisatoriske forhold).
Det skal gøres
Der skal ses på muligheden for at etablere flere affaldsøer ved etageboliger og rækkehuse med fælles beholderløsninger samt i områder med sommerhuse.
Der vil løbende blive anlagt flere affaldsøer i kommunen. Fremadrettet vil Tønder Kommune sikre at etablering af affaldsøer i områder med sommerhuse planmæssigt er muligt i forhold til de kommende lokalplaner.
Det er tidligere besluttet, at der i løbet af 2021 etableres nye affaldsøer i områder med sommerhuse ved Kongsmark og Sønderstrand, og at området med affaldsøer i Tønder Midtby skal udvides. Ved udvidelse i Tønder Midtby skal der være opmærksomhed på, om der bor mange ældre i området. Gør der det, skal Pleje og Omsorg involveres.
Der skal gennemføres en undersøgelse af hvem og hvor mange boligforeninger, der ønsker at etablere og eje egne affaldsøer med nedgravede containere.
Det skal ligeledes undersøges hvilke økonomiske og praktiske konsekvenser, det vil have for Tønder Forsyning, i givet fald at ordningerne med affaldsøer privatiseres.
Ressourcer og tidsplan
Der skal afsættes personressourcer til undersøgelse af mulighederne for flere affaldsøer, ligesom at der skal afsættes økonomiske midler til etablering af nedgravede containere, såfremt at dette vurderes relevant. Der skal ligeledes afsættes ressourcer til at undersøge interessen og konsekvensen af at etablere private ordninger med affaldsøer hos boligforeningerne.
Initiativet skal gennemføres i perioden 2021-2024.