Det forventes at den nye nationale affaldsplan fra Miljøstyrelsen (2020-2025) vil lægge op til en standardisering af sorteringskriterier og indsamlingsordninger. Det omfatter blandt andet, at der anvendes ens piktogrammer for affaldsfraktionerne, at der vil blive præsenteret nogle standardordninger for husstandsindsamling, og at der vil blive fremlagt sorteringskriterier for de genanvendelige materialer. Derudover vil planen formentlig angive nogle retningslinjer for materiel og sammenblanding af affaldstyper med henblik på at indsamle 10 affaldstyper ved husstanden.
Den danske plasthandlingsplan udstikker ikke som sådan konkrete retningslinjer på plastområdet, men foreslår en række fokusområder, der kan gennemføres initiativer indenfor.
Klimapartnerskaberne er samarbejder, der er nedsat af Regeringen med henblik på at arbejde med områderne vand, affald og cirkulær økonomi. Klimapartnerskaberne vil komme med forslag til at nedbringe klima- og miljøbelastningen fra affald. Disse forslag kan, i en vis udstrækning, forventes indarbejdet i den nationale affaldsplan.
Strategien for Cirkulær Økonomi udkom i september 2018 og indeholder blandt andet et afsnit om "et velfungerende marked for affald og genanvendte råvarer". Afsnittet fokuserer på øget genanvendelse og på at højne kvaliteten i genanvendelsen, således at "affaldsråvarerne" kan bruges til højkvalitetsprodukter. Det forventes at en række tiltag fra strategien vil indgå i den nationale affaldsplan.